I det fynske folks tjeneste

Frank og jernbåden SG 92 GI-Bri hædret for deres kamp

Årets Fisker er Frank Theodorsen. Valget faldt på Frank Theodorsen, der får prisen for sin kamp for og tro på fiskeriet i Østersøen.

Frank Theodorsen med prisen som "Årets Fisker 2019". Fra venstre er det administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen, Vestjysk Bank, Line Dalgaard Jensen, Fiskeri Tidende, Frank Theodorsen og fiskeriminister Mogens Jensen (S). Foto: Ole Iversen

Frank Theodorsen fra Bagenkop giver aldrig op. Selv i strid modvind råber han op og holder fast i, at det kan betale sig, at han og broderen Thomas lægger fra land og fanger fisk i Østersøen.

Den stædighed har præget Frank Theodorsens familie siden midten af 1600-tallet, hvor familien har drevet fiskeri fra Langeland. Frank og Thomas er dermed tiende generation, og den stædighed blev hædret fredag.

Her blev Frank Theodorsen nemlig kåret som "Årets Fisker 2019". Kåringen sker i et samarbejde mellem Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende og ved et arrangement på Restaurant Isværket i Lemvig fik langelænderen overrakt prisen af fiskeriminister Mogens Jensen (S).

Læs også Fynsk idé snupper opvasken

I motivationen for at pege på Bagenkop-firskeren står der blandt andet, at "det er ikke nogen hemmelighed, at fiskeriet i Østersøen er under pres. Lukkeperioder og nedadgående kvoter udfordrer fiskerne - inklusiv Frank Theodorsen. [...] Han (Frank Theodorsen, red.) tror på og kæmper for fiskeriet ...".

Frank Theodorsen ejer sammen med broderen jernbåden SG 92 GI-Bri, og på trods af dystre prognoser for fiskeriet i Østersøen fortsætter Frank Theodorsen med, at tilgå sit erhverv med optimisme.

- Det er nødvendigt at huske, at uden fiskeriet vil en stor del af de små havne i yderområderne miste deres eksistensgrundlag. Det vil påvirke antallet af arbejdspladser og også få betydning for lokalsamfundet, forklarer Frank Theodorsen til Fiskeritidende.

"Han kaster sig gerne ud i debatten om torskebestanden, såvel som problemer med skarv og sæl. Med skarpe kommentarer og appel til fakta er han med til at skabe forståelse for erhvervet. Han er det, som juryen betegner som en aktiv og engageret fisker, der ikke er sådan at slå ud af kurs", står der i en pressemeddelelse om kåringen.

Læs også Værftsdirektør vinder fynsk erhvervspris

Foruden tiltroen til fiskeriet i Østersøen har Frank Theodorsen også øje for nye unge fiskere. 

Sammen med sin bror er han ikke bleg for at omfavne og hjælpe nye unge fiskere i gang med fiskeriet. Frank ser det ikke som konkurrence, tværtimod. Han tager dem til sig og ser dem som nye kollegaer.
 
Frank Theodorsen er nemlig respekteret blandt både sine kollegaer og også i Bælternes Fiskeriforening. Her anser man ham for at være en dygtig og vigtig stemme, eller som det hedder i indstillingen.

Frank Theodorsen blev indstillet af kolleger på fartøjet SG 115. "Vi håber  at Frank Theodorsen kan blive Årets Fisker, da han kæmper for ALLE fiskere og ikke kun sig selv. Uanset, er Frank årets fisker for os”, skrev besætningen i sin indstilling.

Læs også 73 år og iværksætter: - Jeg skal nok give en øl