Ingen trafikinvesteringer på Sydfyn: - Jeg kan ikke skjule, at jeg er skuffet

I regeringens udspil til Danmarks infrastrukturplan er Sydfyn blevet forbigået. Det skuffer Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF).

Da regeringen torsdag præsenterede sit udspil til landets kommende infrastrukturprojekter, var udvidelsen af motorvejen syd om Odense og en fremrykning af højhastighedsbanen på Vestfyn nævnt. 

Men på Sydfyn skal de kigge langt efter statslige milliarder til ny infrastruktur. 

- Jeg kan ikke skjule, at jeg er skuffet. Både i forhold til Rute 9-opgraderingen, som vi ønsker og for så vidt også skuffet i forhold til Svendborgbanen, siger Tonni Hansen (SF), der er borgmester på Langeland. 

quote Min opgave lige nu er at sørge for at have en tæt dialog med ordførerne og partierne for, at de har vores projekt i baghovedet, når de går ind til forhandlingerne

Tonni Hansen, borgmester, Langeland, SF

Han har sammen med borgmestre fra blandt andet Svendborg, men også Lolland og Guldborgsund kommuner arbejdet for at gøre politikerne på Christiansborg opmærksom på mulige trafikinvesteringer i det sydfynske. 

Og det indebærer blandt andet en forbedring af Rute 9, men også en fremskudt færgehavn ved Tårs på Lolland, så færgeoverfarten mellem Spodsbjerg på Langeland og Tårs på Lolland kan mindskes. 

- Det vil gøre godt i forhold til arbejdsmarkedet, der skal bindes sammen, og det vil være godt i forhold til uddannelsesmulighederne for vores unge. Det vil også være godt i forhold til turismeudviklingen i det her regionale område, så der er så mange gode ting, fortæller Tonni Hansen. 

Borgmesteren håber dog på, at Sydfyn stadig kan komme med i den endelige infrastrukturplan. Foreløbigt er det nemlig kun forslag fra regeringen, der er blevet fremlagt. 

- Min opgave lige nu er at sørge for at have en tæt dialog med ordførerne og partierne for, at de har vores projekt i baghovedet, når de går ind til forhandlingerne, siger Tonni Hansen.

Her er de fynske projekter

Opbakning på Christiansborg - minister afviser

Og måske kan Tonni Hansens håb blive til virkelighed. I hvert fald møder hans undren over de manglende projekter på Sydfyn opbakning blandt flere politikere i Folketinget.

- Man udvider motorvejen langt nordpå, mens der ikke kommer noget som helst, der forbedrer fremkommeligheden på det sydfynske. Der er ikke nogen forundersøgelse af den fremskudte færgehavn. Der er ikke en udvidelse af rute 9, og det vil sige folk, der bor i Rudkøbing, og folk, der bor i det sydfynske. De må bare se, at de trafikinvesteringer, de falder langt mere nordpå, siger Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

Samme holdning har både Venstre og SF, der ligesom Radikale Venstre vil tage projekterne på Sydfyn med til de kommende forhandlinger. 

- Jeg synes, det er et alvorligt hul, for der er ingen tvivl om, at den genvejsrute får en stor betydning, når Femern-forbindelsen åbner i 2029. Så kommer der en meget vigtig genvej, hvor man kan spare rigtig mange kilometer og få en helt ny forbindelse fra Fyn ned mod Lolland. Så derfor er det en alvorlig forglemmelse, udtaler Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.  

- Vi kommer til at stå rimelig hårdt fast på, at vi skal have lavet en opgradering af Rute 9 og et fremskudt færgeleje. Og jeg kan også høre, at der er andre partier, som er enige. Så jeg håber da, at regeringen kommer til at give sig på denne sag, og i bedste fald kan det jo være, at vi får lidt opbakning fra nogle af de lokale socialdemokrater, som er enige, siger Anne Valentina Berthelsen, der er SF's transportordfører. 

Hos transportminister Benny Engelbrecht er det fremskudte færgeleje til Langelandsforbindelsen, dog ikke muligt at udføre, som projektet ser ud nu.

- Det fremskudte færgeleje er der desværre en række tekniske udfordringer med, som gør, at det ikke er gennemførbart, sådan som det har været skitseret, siger Benny Engelbrecht.

Derfor har regeringen, ifølge ministeren, altså valgt ikke at sætte penge af til en forundersøgelse af projektet. 

- De undersøgelser, der foreløbig er lavet, peger på, at det ikke kan lade sig gøre selv. Altså dels på grund af miljøudfordringer, men også fordi, det i givet fald ville skabe en usikker havn, som man ikke ville kunne lægge til i en lang række vejrmæssige omstændigheder, forklarer ministeren.

Overordnet positiv

Bo Hansen, der er socialdemokratisk borgmester i Svendborg, er overordnet set positiv overfor den plan, som regeringen har fremlagt. For selvom Sydfyn og Svendborgbanen ikke er nævnt, så gavner andre fynske projekter i Svendborg. 

Det drejer sig om motorvejsudvidelsen syd om Odense, fremrykningen af etableringen af en højhastighedsbane på Vestfyn og en forundersøgelse af en forbindelse mellem Als og Fyn.

- Så på den måde er det tre ud af fire store prioriteringer, og det synes jeg egentlig ser meget godt ud, siger Bo Hansen. 

Han håber dog stadig, at forbedringer af togdriften på Svendborgbanen kommer med til forhandlingerne.

- Den er vigtig, fordi den binder de to største byer på Fyn sammen. Og det med, at man har en sikkerhed for, at togene går til tiden, og at man ikke har for mange aflysninger. Det er jo enormt vigtigt, hvis man skal på studie eller på arbejde i den anden ende af Fyn, forklarer Svendborgs borgmester. 

Oversigt

    Oversigt