kopieret!
På Langeland vokser frustrationerne blandt de lokale over en lokal bilist, som spreder frygt og uro med hensynsløs og farlig kørsel.
Dennis Munch Hansen fik en oplevelse helt tæt på, da hans 8-årige søn Charlie var tæt på at blive kørt ned.
Sabrina Grant har mistet sin hund, efter den blev kørt ihjel - ifølge vidne bevidst.
De oplever, at der ikke bliver gjort nok fra politiets side og er frustrerede over, at manden kan fortsætte sin kørsel trods det, at han allerede har fået beslaglagt én bil.
Frustrationer, som de ikke er alene om, og som i den seneste tid har ført til, at flere lokale taler om at måtte tage sagen i egen hånd.
Blandt andet i gruppen “Udkantsgruppen Langeland”, hvor flere personer i kommentarerne til opslag om mandens kørsel, udtrykker, at det kan blive nødvendigt selv at gribe ind for at få den hensynsløse kørsel stoppet.
- Er det ikke bare at smadre hans bil, så den ikke kommer ud at køre igen?
- Havde det været mine nærmeste, han lavede det stunt med, eller kørt min hund ihjel, så sad han med brækkede, ubrugelige ben dags dato!
- Godt det ikke var min hund… For 100% sikkert han ville komme til at dø på måder, der ville tage lang tid og på mine præmisser.
Manden kørte ifølge vidner med vilje Sabrina Grants hund Eddie ihjel.
En sag som Fyns Politi er bekendt med, men ikke udtaler sig om, lød det forleden i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.
- Udfordringen er, at det er en juridisk gråzone. Er der tale om en bevidst påkørsel af hunden, er der tale om hærværk, og hvis hunden har lidt, er der tale om en overtrædelse af dyrevelfærdsloven, lød det fra Fyns Politi.
Hvis politiet ikke gør noget…
Og frustrationen, der ulmer i lokalsamfundet, kan Dennis Munch Hansen godt forstå. Hans søn Charlie Munch Johnsen oplevede at blive truet af den mandlige bilist, som i sin bil zigzaggede hen mod Charlie Munch Johnsen og hans ven, mens de cyklede på vejen. Derfor er Dennis Munch Hansen også selv ved at miste tålmodigheden.
8-årige Charlie frygtede, han skulle køres ned: - Vi troede, det var en ende på livet
En ganske almindelig dag i Humble på Sydlangeland blev pludselig uhyggelig for 8-årige Charlie Munch Johnesen og hans ven.
Mens de to cyklede og hyggede sig, kom en bil kørende, der slingrede i retning mod drengene, for så til sidst at rette op og køre væk.
- Jeg har oplevet, at han kørte over mod mig, væk fra mig, over mod mig og så væk igen, siger Charlie Munch Johnesen, der da det skete blev meget bange.
- Vi havde det virkelig dårligt, vi troede, det var en ende på livet.
Han og vennens oplevelse står langt fra alene om deres oplevelse. Mange fra lokalområdet har haft lignende oplevelser med bilisten.
Dennis Munch Hansen er far til 8-årige Charlie, og han kalder drengenes oplevelse forfærdelig.
- Det ligger jo hele tiden i baghovedet - rammer han dem eller andet - det er jo ikke særlig rart. Der er jo noget, der ikke fungerer, som det skal, når han stadig kan køre rundt. Der skal gøres noget nu, siger han, da TV 2 Fyn møder ham i den lokale købmand i Humble.
Samme holdning har Marlene Ambo-Rasmussen, der sidder i Folketinget for Venstre. Hun har længe hørt om bilisten, og derfor vil hun nu have gjort noget.
- Jeg synes ikke, det virker til, at sagen bliver håndteret, som den skal med den alvor, som sagen berettiger til. Jeg er bekymret for, at der skal ske skader på mennesker, før der bliver taget hånd om det, siger hun og tilføjer:
- Jeg har tænkt mig at skrive til ministeriet (Justitsministeriet, red.), at det er en haster. Jeg er bekymret for, hvad der kan ske, og jeg ved, at behandlingstiden i ministeriet kan være lang.
Blev presset ud i rabatten
Et kig ned i kommentarsporet på diverse facebookopslag i en gruppe fra Langeland taler sit tydelige sprog. Rigtig mange har haft oplevelser med bilisten og har anmeldt det til politiet. Flere beretter om samme type kørsel, som Charlie Munch Johnesen har oplevet. Andre om at være blevet presset ud i rabatten, mens de har forsøgt at overhale.
Det er blandt andre sket for Janni Andersen, fortæller hun til TV 2 Fyn.
- Jeg kom på et tidspunkt til at køre bag ham, hvor han kører langsomt. Derfor vil jeg overhale, men da jeg kører ud på siden af ham, der gasser han op og begynder at trække over mod mig. Han ser helt sur og vred ud. Til sidst kommer der en modkørende, så jeg bremser og kører ind bag ham. Der vælger han så at bremse mig helt op flere gange, fortæller hun, da TV 2 Fyn møder hende.
- Jeg var simpelthen så bange. Jeg har aldrig oplevet, at nogen ville køre mig af vejen. Han prøvede at presse mig ud i rabatten, siger Janni Andersen.
Hun frygter ikke som sådan at møde ham i dag, men ved hvilken bil han kører i og tager derfor sine forbehold.
Den adfærd Charlie Munch Johnesen oplevede fra bilisten satte sig dog i ham.
- Vi havde det virkelig dårligt, vi troede, det var en ende på livet. Min ven ringede til sin far og sagde det. Vi skulle ned og købe fredagsslik i ved købmanden - men vi havde det ikke godt med at cykle, siger han.
Siden hændelsen, fortæller Dennis Munch Hansen, at bilisten har fået konfiskeret sin bil.
- Han har fået taget den hvide bil fra sig, og så har han så købt en ny. Nu kører han rundt i en rød. Det er skræmmende at tænke på, at han bare kan få lov til at gå op og købe en ny bil, siger han.
Forstår frustrationerne
Og netop dét, får Venstres Marlene Ambo-Rasmussen til trække ministeren ind i sagen.
- Jeg synes, langelænderne har fundet sig i rigtig meget, det har stået på længe, folk har anmeldt det, og så viser det sig, at vedkommende bare kan købe en ny bil. Jeg forstår godt frustrationerne på Langeland, siger hun.
- Jeg synes, det er mærkeligt, at når én bil er konfiskeret, at han så stadig kan køre rundt i en ny, og at den ikke er blevet hentet.
TV 2 Fyn har været i kontakt med manden, der bliver beskrevet i de mange sager. Han har ikke ønsket at stille op til interview, men fortæller til TV 2 Fyns reporter, at han ikke kan genkende kritikken af hans kørsel.
Han siger til TV 2 Fyn, at han tidligere har drillet folk på vejene, men at det har været for sjov. Manden, hvis identitet TV 2 Fyn er bekendt med, bekræfter, at hans bil er blevet konfiskeret af politiet, og at han nu har en ny.
Hos Fyns Politi lyder det i et skriftlig svar, at man kender til en sag fra Langeland, men at det ikke er muligt at kommentere yderligere på en verserende sag.
- Vi tager altid sådanne sager alvorligt og efterforsker dem. De skal vurderes juridisk og forhåbentlig sendes i retten, siger Mads Boel, der er kommunikationskonsulent ved Fyns Politi.
Justitsministeriet har takket nej til at udtale sig, men Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg siger, at det ikke skal kunne lade sig gøre at købe og køre i bil, når man lige har fået en beslaglagt.
- Når man får konfiskeret sin bil, så er det fordi man ikke skal køre bil, siger han.
- Det her er en politiopgave, og derfor vil jeg opfordre alle der oplever det til at tage fat i politiet. Jeg synes også at politiet skal tage det her alvorligt og være mere til stede end man er i øjeblikket. Det er deres opgave at sørge for, at man kan føle sig tryg og sikker på gaden. Det har jeg en forventning om, at Fyns Politi kommer til at være fremadrettet, siger Bjørn Brandenborg.
- Folk er trætte af, at der ikke sker noget. Frustreret over om det virkelig kan passe, at man selv skal køre derud (til manden, red.), siger Dennis Munch Hansen, da TV 2 Fyn ringer til ham.
Han bor og arbejder til dagligt i Humble, og taler med mange af de lokale. Udover oplevelsen med sin egen søn, har han hørt om mange andre. Og i hans optik tyer folk til at tale om selvtægt, når de har følelsen af, at der intet sker.
- Jeg tror, det er en slags råb om hjælp. Det ligger jo til de små lokale samfund, det husker jeg også fra jeg selv var barn, siger han.
- Lad myndighederne om det
Ud for den ene af de lokale købmandsbutikker i Humble er der delte meninger om at ty til selvtægt. Frank Nielsen kender ikke til den berygtede bilist, men mener, at man må gøre noget selv, hvis ikke myndighederne gør det.
- Herude der passer man sig selv, så hvis folk de oplever det her, så må der jo være noget om det. Og så mener, at hvis politiet ikke løser problemet, så må man jo bare løse det, siger han og tilføjer.
- Det er normalt ikke noget borgerne skal gå og tænke på, det har vi jo politiet til. Men ideen er jo, at børn og folk skal ikke være utrygge, så sådan noget skal jo bare løses.
Peter Jakobsen er dog af en lidt anden holdning. Han mener, at man skal lade myndigheder tage sig af en sag som denne.
- Jeg synes ikke, man skal begynde at lave selvtægt. Det må være politiets opgave at tage sig af den sag, for hvad ender det ellers med.
Fyns Politi har ikke ønsket at stille op til interview, men henviser til at selvtægt er strafbart i et skriftligt svar.
- I Fyns Politi er vi bekendte med, at der findes grupper på sociale medier, hvor medlemmer opfordrer til at foretage forskellige ulovlige aktiviteter i selvtægtsøjemed. Selvtægt er strafbart. Hvis man som borger oplever at blive udsat for selvtægt eller andre strafbare forhold, råder vi til, at man anmelder det til politiet, ligesom vi også opfordrer til, at man anmelder opfordringer til selvtægt til politiet.
Derudover skriver Fyns Politi, at det henviser til det svar, som det tidligere på ugen gav, hvor det slår fast, at man tager sagen om den berygtede bilist, påkørslen af hunden Eddie og andre anmeldelser alvorligt.
- Vi tager altid sådanne sager alvorligt og efterforsker dem. De skal vurderes juridisk og forhåbentlig sendes i retten, siger Mads Boel.
TV 2 Fyn har ad flere omgange talt med den pågældende mand. Han har ikke ønsket at stille op til interview, men fortæller til TV 2 Fyn, at han ikke kan genkende kritikken af sin kørsel.
Han siger til TV 2 Fyn, at han tidligere har drillet folk på vejene, men at det har været for sjov. Manden, hvis identitet TV 2 Fyn er bekendt med, bekræfter, at hans bil er blevet konfiskeret af politiet, og at han nu har en ny.
Berygtet bilist kørte Eddie ihjel
Jan Clausen er ikke i tvivl.
Den seksårige Chihuahua Eddie blev i november kørt ihjel med vilje. Føreren, der gjorde det, har i længere tid skabt rædsel i Humble på Langeland.
- Det er et syn, jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg ser det tit for mig. Den er fuldstændig flad, den lille hund. Det er et grimt syn, fortæller Jan Clausen, der så påkørslen på Spodsbjergvej.
Eddie havde forvildet sig gennem hegnet i hækken og var endt på den gale side, hvor den sad inde i rabatten og kiggede på trafikken. I den modsatte side af vejen kom bilisten kørende, og ifølge Jan Clausen trak han bevidst over i rabatten i Eddies side af vejen, da han fik øje på hunden.
- Han kører langsomt i den rigtige side, og idet han ser Eddie, kører han helt ind til hækken i modsatte side og direkte mod hunden. Så fortsætter han i den forkerte vejbane, og først da han kommer op over bakken, trækker han til højre og fortsætter med 100-120 kilometer i timen gennem Skrøbelev, fortæller Jan Clausen.
Mener du, at han gjorde det med vilje?
- Absolut. Hvad skulle han herover efter? Jeg er hundrede procent sikker, siger Jan Clausen.
Han skal stoppes
Eddie var Sabrina Grants hund.
- Jeg kan stadig sidde i sofaen og forvente, at han hopper op. “Nå nej, han er her ikke mere”, tænker jeg så, fortæller hun.
Manden, der kørte Eddie ned, har i en længere periode gjort det utrygt for mange langelændere at færdes på vejene. Eddie nåede ikke at springe for sit liv, men det har andre gjort.
- Jeg er rasende. Man har lyst til at gøre en masse grimt, men det får man ikke noget ud af. Det er jo ordensmagten, der skal gøre noget, men der sker ikke rigtig noget. Det er jo ikke bare min hund, han har kørt ned. Han har forsøgt at gøre det ved mange andre. Han skal stoppes, siger Sabrina Grant.
Efterforsker sagen
Fyns Politi oplyder i et skriftligt svar til TV 2 Fyn, at det er opmærksom på en sag fra Langeland, men at man ikke ønsker at udtale sig om verserende sager.
Samtidig mener politiet, at der kan være tale om en juridisk gråzone.
- Er der tale om en bevidst påkørsel af hunden, er der tale om hærværk, og hvis hunden har lidt, er der tale om en overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Vi tager altid sådanne sager alvorligt og efterforsker dem. De skal vurderes juridisk og forhåbentlig sendes i retten, skriver Fyns Politis kommunikationsrådgiver Mads Boel.
Rygtet om den farlige bilist er også nået den fynskvalgte politiker Marlene Ambo-Rasmussen (V), der vil tage sagen op til justitsministeren.
- Jeg synes, langelænderne har fundet sig i rigtig meget, det har stået på længe, folk har anmeldt det, og så viser det sig, at vedkommende bare kan købe en ny bil. Jeg forstår godt frustrationerne på Langeland, siger hun.
- Jeg synes, det er mærkeligt, at når én bil er konfiskeret, at han så stadig kan køre rundt i en ny, og at den ikke er blevet hentet.
TV 2 Fyn har været i kontakt med manden, der bliver beskrevet i de mange sager. Han har ikke ønsket at stille op til interview, men fortæller til TV 2 Fyns reporter, at han ikke kan genkende kritikken af hans kørsel.
Han erkender, at han tidligere har drillet folk på vejene, men at det har været for sjov. Manden, hvis identitet TV 2 Fyn er bekendt med, bekræfter, at hans bil er blevet konfiskeret af politiet, og at han nu har en ny.
Justitsministeriet har takket nej til at udtale sig om sagen, men Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, siger, at det ikke skal kunne lade sig gøre at købe og køre i bil, når man lige har fået en beslaglagt.
- Når man får konfiskeret sin bil, så er det fordi man ikke skal køre bil, siger han.
- Det her er en politiopgave, og derfor vil jeg opfordre alle, der oplever det til at tage fat i politiet. Jeg synes også, at politiet skal tage det her alvorligt og være mere til stede, end man er i øjeblikket. Det er deres opgave at sørge for, at man kan føle sig tryg og sikker på gaden. Det har jeg en forventning om, at Fyns Politi kommer til at være fremadrettet, siger Bjørn Brandenborg.
Korte videoer