Milliongave sender lærere på skolebænken

Lærere på Langeland kan komme på efteruddannelse, efter at A.P. Møllerfonden har givet 1,15 millioner kroner til kvalitetsløft af det langelandske skolevæsen. Det skriver fyens.dk

De langelandske lærere skal på efteruddannelse i dansk og matematik takket være gaven fra fonden.

- Det er det største boost, der er givet til de langelandske skoler. Og det er et vigtigt boost. Vi har en forpligtigelse til at uddanne lærerne, for eleverne skal klare sig bedre. De klarer sig ikke godt nok, og det er en opgave, som vi skal løse, siger skole- og dagtilbudschef i Langeland Kommune Lone Bjerregaard til fyens.dk.

45 lærere skal blandt andet have en linjefagseksamen i dansk og matematik - en 100 timers uddannelse.

Lærernes fagforening er trods milliongaven ikke kun begejstrede.

- 1,15 millioner kroner til efteruddannelse er fantastisk, men hagen ved det er, at der kun er penge til at betale udbydernes undervisningen af lærerne. Der er ikke penge til vikardækning eller til at ansætte en ekstra lærer, siger Lone Clemmensen, formand for Øhavets Lærerkreds til fyens.dk.

Oversigt

    Oversigt