Strynø i finalen til Årets Ø: 'De ligger lunt i svinget'

Et særligt fællesskab og et hav af foreninger, kan meget vel gøre Strynø til Året Ø 2022.

Tre kilometer lang og to kilometer bred.

Det lyder måske ikke af meget, men trods Stynøs størrelse, er den sydfynske ø blandt de 3 finalister til titlen om Årets Ø 2022.

Mandag fik øen så besøg af bedømmelseskomiteen for Årets Ø.

Særligt fællesskaberne er i fokus hos de 218 beboerne på Strynø.

- Fællesskaberne begynder når man bliver født på Strynø, siger Kirsten Havemann, der er formand for Strynøudvalget.

- Det er svært at definere fællesskab, men for mig er det tillid til hinanden.

Med over 22 formelle og uformelle foreninger, en akutgruppe, en ældrepleje og masser af daglige færgeafgange, er Strynø et sted man kan bo hele livet.

På øen er der desuden vuggestue, dagpleje, skole og daginstitutioner til børn.

- Alle de der ting passer vi rigtig, rigtig meget på, og det er også nogle af de ting, folk spørger efter, når de gerne vil flytte herover, siger Kirsten Havemann.

Nytilflyttere kan få tilknyttet en kontaktfamilie, der følger dem, indtil de er faldet til på øen.

Bedsteforældreordning

Udover de formelle institutioner til børn, har øen en ”bedsteforældreordning” for børnefamilier, som har brug for ekstra hjælp til pasning.

- Så passer vi børnene, hvis ikke forældrene kan nå hjem med færgen eller hvis barnet er sygt, siger Eva Knudsen, der er medlem af bosætningsgruppen på Strynø.

- Vores børn, børnebørn og oldebørn bor lidt langt herfra, så kompenserer vi lidt og øser vores bedsteforældre-kærlighed på nogle af børnene er herovre, Eva Knudsen.

Det særlige fællesskab og de mange initiativer blev vist frem for bedømmelseskomitéen for Årets Ø.

- De ligger da lunt i svinget, siger siger Mette Ravn, der er formand for komiteen for Årets Ø.

- De fastholder, at der bor mennesker, at der kommer nye beboere og børnefamilier hertil. Der er liv her og et fællesskab, tilføjer hun.

En købmand ud over det sædvanlige

På Strynø er købmandens service til de lokale og dem på indkøb, helt i tråd med øens DNA.

Ejeren af Strynø Købmand, Wojtek Zochowski, tilbyder både kaffe og klaverspil for butikkens kunder inden de fragter indkøbene hjem.

- Folk kommer og snakker, og vi drikker kaffe sammen. Jeg kender næsten alle kunder her, siger Wojtek Zochowski.

Ejeren af Strynø Købmand spiller somme tider klaver for butikkens kunder.
Ejeren af Strynø Købmand spiller somme tider klaver for butikkens kunder.
Foto: Morten Albek

Flere flytter tilbage til barndomsøen

Mange unge flytter fra Strynø og deres familier for at studere på "fastlandet", men mange flytter tilbage til barndomsøen igen.

- Man kan arbejde her, og derefter kan man også have et seniorliv, få hjemmepleje og føle sig tryg. Du kan være her fra du fødes til du dør og have et meningsfuldt liv, fordi der er fællesskab for hver eneste aldersgruppe, siger Kirsten Havemann.

Det er anden gang at Strynø er blandt finalisterne til titlen om Årets Ø 2022. I år skal konkurrencen afgøres mellem Femø, Fejø og Strynø.

Vinderen af titlen bliver fundet d. 4. april og fejres ved en stor kåringsfest i maj. 

TV 2 Fyns eventredaktion holder event på Strynø torsdag den 23. marts, hvor der bliver sat fokus på, hvad øboerne er så glade for ved øen. Læs mere om tilmelding her.

Oversigt

    Oversigt