Vildledende og udokumenteret: Strid om reklame for maskine, der 'fjerner coronavirus fra luften'

Jimco's MAC500s fjerner coronavirus fra luft og overflader - det kunne læses i fredagens udgave af Politiken. Det har Rudkøbing-virksomheden dog ikke direkte dokumentation for er sandt.

Opdatering
Clock24. mar 2020, kl. 09:39
Artiklen er opdateret med videoklip af interview med direktøren for Jimco.

’Dansk produkt fjerner coronavirus fra luft og overflader’.

Sådan står overskriften trykt sort på hvidt på en annonceside i Politiken fra fredag den 20. marts.

Annoncen er for den langelandske virksomhed Jimco's produkt MAC500s, der efter sigende skulle kunne fjerne coronavirus uden brug af kemikalier. Produktet bruger ifølge annoncen UV-lys til at desinficere overflader og luft.

- Coronavirus er en virus, der kan slås ihjel ved hjælp af UV-lys og ozonteknologi. En coronavirus er sart overfor det, vi arbejder med, fortæller direktør Jimmy Kjølby Larsen til TV 2/Fyn.

Men der er ingen garanti for, at den virker på Covid-19, og derfor er annoncen problematisk, mener professor i mikrobiologi ved SDU, Hans Jørn Kolmos.

- Den påståede virkning bygger tilsyneladende på en 17 år gammel rapport udført af et firma i Singapore, og dokumentationen er mildt sagt sparsom, siger professoren til TV 2/Fyn.

Ingen dokumentation for Covid-19

I 2003 analyserede virksomheden deres MAC500S i forbindelse med udbredelsen af SARS, der er i coronafamilien ligesom Covid-19. Der virkede produktet ifølge analysen desinficerende. 

Ifølge Jimmy Kjølby Larsen bør der ikke være den store forskel, selvom resultaterne er 17 år gamle.

- Virus er virus. Virus kan ikke overleve UVC-teknologi. I virkeligheden kan man jo basere det på naturen. Ude I naturen kan vi alle sammen færdes forholdsvist sikkert, og det er på grund af UV-lyset, forklarer han. 

Men indtil videre er det en påstand, de ikke kan dokumentere. 

- Vi arbejder hårdt på at få en professionel analyse udført fra et institut, der er akkrediteret til at lave de her analyser med Covid-19, så folk får den viden, som de bør have, forklarer han. 

Ekspert fraråder køb

Indtil dokumentationen er i hus, er det ikke et produkt, man som fynbo skal skynde sig ud at købe, vurderer professor Hans Jørn Kolmos.

Han har læst den dokumentation igennem, TV 2/Fyn mandag har fået fra Jimco, og som de baserer deres markedsføring på. Han vurderer, at folk istedet bør fousere kræfterne på at efterleve Sundhedsstyrelsens fem hygiejneråd. 

- Jeg vil på det foreliggende grundlag fraråde, at man anskaffer apparatet til brug i den nuværende alvorlige situation, hvor det kan risikere at gøre mere skade end gavn, fordi det indgyder folk en falsk sikkerhed, forklarer han. 

Politiken undskylder

Annoncen, der blev bragt i fredagens avis, har fået flere vrede kommentarer på de sociale medier. Det har fået både Politikens chefredaktør og annoncedirektør til at undskylde for annoncen. 

- På vegne af Politiken Annoncer beklager jeg mange gange, at annoncen blev bragt i annoncetillægget, der udgives af annonceafdelingen. At lade et sådan budskab slippe igennem vores korrekturgange er dybt beklageligt. Vi har nu ændret proceduren for godkendelse af annoncer, skriver Thomas Larsen, der er annoncedirektør hos Politiken, på Twitter.

Også chefredaktøren undskyldte. 

- Dybt beklagelig fejl. Vi undskylder både her og i avisen mandag, skriver han på Twitter.

Overskriften er problematisk

Professor ved juridisk institut på SDU, Steen Schaumburg-Müller, forstår godt, at Politiken undskylder.

- Overskriften er problematisk. Den virker vildledende i forhold til markedsføringslovens paragraf 5, forklarer han. 

Markedsføringslovens § 5

Årsagen til, at han kun fremhæver overskriften, er fordi at teksten sådan set er uproblematisk. Han er dog ikke klar over, hvem der har det direkte ansvar for den. 

- Markedsføringsloven forudsætter bare uagtsomhed, og der er tre, der kan handle uagtsomt i det her tilfælde. Annoncøren (Jimco A/S red.), den der har bistået i at få annoncen indrykket og redaktøren for avisen. De burde have opdaget det her, siger professoren.

- Politiken tilbyder en artikellignende annonce. Det var deres forslag, ikke vores. Hvis det er etisk forkert at lave den type materiale, så må det være Politiken, der skal stå til ansvar for det, siger Jimco-direktør Jimmy Kjølby Larsen.

 

 

Oversigt

    Oversigt