Bente fandt Jakobs stjålne veteranbil på gåtur

Jakob Skak Nielsen havde arvet veteranbilen af sin farmor. Først blev den stjålet - få dage senere fandt Bente Rasmussen den på sin gåtur.

- Det er jo fantastisk, den er kommet tilbage. 

Sådan lyder meldingen som det første, da TV 2 Fyn får fat i Jakob Skak Nielsen over telefonen. 

Glædesudbruddet kommer, efter han natten til tirsdag den 29. juni fik stjålet sin veteranbil fra en aflåst garage uden for Middelfart.

Bilen - en metalblå Volkswagen 1302 fra 1972 - havde han arvet fra sin farmor, og veteranbilen har derfor stor affektionsværdi for ham.

Så da han torsdag fik at vide, at bilen var fundet ikke langt fra, hvor den blev stjålet, blev han naturligvis glad.

Og det gode nyhed skyldes Bente Rasmussen, der ejer Røjle Klint Camping ved Middelfart,

Torsdag aften var hun ude at gå en aftentur som så mange andre gange. Her gik hun en rute, hun har gået mange gange, som blandt andet går forbi en ejendom på Kristiansmindevej nord for Middelfart. 

Ifølge Bente Rasmussen er der nogle, som render rundt og laver hærværk på ejendommen, og torsdag aften var der sket noget nyt.

- Jeg kunne se, der var smadret et par ruder, så jeg gik en tur rundt omkring bygningen, og der kan jeg se bilen igennem en rude, siger Bente Rasmussen.

Hun undrede sig, og da hun samme aften så efterlysningen af bilen i TV 2 Fyns nyhedsudsendelse blev hun klar over, hvad det var, hun havde set.

- Så jeg tager min cykel og kigger derhen igen. Så passede nummerpladen med efterlysningen, og så ringede jeg til politiet. 

Ingen skader eller skrammer

Politiet ringede efterfølgende til Jakob Skak Nielsen. Fordi han er på arbejde på Nordsøen, har han ikke selv mulighed for at hente bilen. 

- Så kørte min mor og en nabo ud og hentede bilen. De kunne sætte nøglen lige i, og køre derfra uden problemer, fortæller han.

Jakob Skak Nielsens mor fortæller, at den ikke har tegn på ridser eller skader.

På Facebook havde Jakob Skak Nielsen efterlyst bilen og udlovet en dusør. Den er nu udbetalt til Bente Rasmussen.

- Men vi har aftalt at holde beløbets størrelse hemmeligt, siger Jakob Skak Nielsen.

Bente Rasmussen er bare glad for, at hun kunne hjælpe med at få den flotte veteranbil tilbage, hvor den hører til. 

- Jeg er da rigtig glad for at kunne hjælpe ham. Men jeg synes, det er mystisk, at den lige pludselig holder der, siger Bente Rasmussen. 

Fyns Politi bekræfter overfor TV 2 Fyn, at man har været på adressen, hvor bilen blev fundet, og samlet spor med henblik på videre efterforskning.

Jakob Skak Nielsen har fået sin veteranbil tilbage, efter den blev stjålet.
Jakob Skak Nielsen har fået sin veteranbil tilbage, efter den blev stjålet.
Foto: Jakob Skak Nielsen/Privatfoto
Jakob Skak Nielsen har fået sin veteranbil tilbage, efter den blev stjålet.
Jakob Skak Nielsen har fået sin veteranbil tilbage, efter den blev stjålet.
Foto: Jakob Skak Nielsen/Privatfoto

Oversigt

    Oversigt