Fynsk kommune oplever største stigning i iværksætteri

Efter flere års styrket indsats oplever Middelfart Kommune nu Danmarks største procentvise stigning i antallet af nyopstartede virksomheder.

I første halvår af 2020 er der blevet stiftet 182 nye virksomheder i Middelfart Kommune. Det er er stigning fra 147 virksomheder sidste år og er den største procentvise stigning af nystiftede virksomheder i Danmark med hele 24 procent.

Det fastslår en analyse fra regnskabsprogrammet Dinero.

- Der er ingen tvivl, at det er et område, hvor vi har været udfordret. Men vi har oprettet nye tiltag og styrket indsatsen. Derfor er det dejligt at konstatere, at det går den rigtige vej, siger Johannes Lundsfryd Jensen, der er borgmester i Middelfart Kommune.

Borgmesteren fortæller til TV 2/Fyn, at kommunen har haft fokus på iværksætteri i folkeskolen og gymnasiet. De tilbyder desuden råd og vejledning til turisme-, handel-, erhvervslivet om at starte virksomhed.

- Det er en bredsprektret indsats, der handler om at styrke iværksætterikulturen, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Godt med nye virksomheder

Ifølge Martin Thorborg, der er administrerende direktør i Dinero, er analysen positivt nyt efter et halvt år, hvor coronavirus kastede erhvervslivet ud i en voldsom krise.

Fra midten af marts og to måneder frem styrtdykkede antallet af små, nye virksomheder. Det lignede en mavepuster til dansk iværksætteri, som dog heldigvis kun mistede pusten midlertidigt.

– Som land har vi ganske enkelt brug for, at der skabes nye virksomheder. Vi har brug for mennesker, som tør starte egen virksomhed. Nye virksomheder er fremtidens vækstmotorer, og det glæder mig, at der i skyggen af coronavirus rent faktisk blev stiftet mange nye virksomheder i årets første seks måneder, siger Martin Thorborg.

På landsplan faldt antallet af nystiftede virksomheder med 12 procent fra første halvår 2019 til første halvår 2020. 15 kommuner oplevede en stigning fra sidste år til i år, mens antallet faldt i 83 kommuner.

– Det er ikke superoverraskende, at antallet af nye virksomheder er lavere i år end sidste år. Da coronavirussen ramte landet, blev det særdeles udfordrende at være selvstændig erhvervsdrivende, for alt lukkede, og fremtiden var pludselig usikker. Heldigvis har nogle mennesker en så stærk iværksættertrang, at de ikke kan lade være med at kaste sig ud i et iværksættereventyr, siger Martin Thorborg, som også mener udfasningen af IVS som selskabsform ligger til grund for en del af faldet.

Oversigt

    Oversigt