Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tre heste er døde af den farlige herpes. To af hestene var fra Odense, mens den tredje var fra Nørre Aaby. Pas på jeres heste, og hold dem hjemme, advarer berider.
I løbet af de seneste to uger er tre heste døde af den farlige virus herpes. To af hestene var fra Dalumgaard Rideklub i det sydvestlige Odense, mens den tredje hest var fra Hesselhøj Trænings- og Salgsstald i Nørre Aaby.
Den aggressive virus blev først konstateret i rideklubben i Odense, hvor seks heste ud af rideklubbens 80 heste efter et stævne på Fyn fik konstateret virusset. Det antal er de seneste uger steget til 15, der er blevet smittet.
- To heste er døde af det, og fem andre heste har fået lammelser efter at have haft virusset, siger Jon D. Pedersen, der er berider og leder af Dalumgaard Rideklub.
“Vi står op om natten og kigger til hestene, og jeg må indrømme, at man frygter lidt at gå ind i stalden om morgenen”
Men det er ikke det eneste sted, som er hårdt ramt af hesteherpes på Fyn.
Også hestene på Hesselager Trænings- og Salgsstald i Nørre Aaby er nu blevet smittet med den farlige virus. Her har den daglige leder af stedet, Hans Jørgen Höeck, valgt at lukke alle staldene ned, efter at en hest for et par dage siden døde.
Han bekræfter over for TV2 /Fyn, at stedet er hårdt ramt af virusset, der godt nok kun er blevet konstateret i stalden med de unge heste, men alligevel har man lukket de andre stalde ned.
- Vi ved ikke, hvad de næste timer bringer, men når jeg taler med Jon på Dalumgaard (berider Jon D. Pedersen, red.), så har vi ikke nået højdepunktet endnu. Vi behandler 24 heste med feber lige nu, og det er det højeste antal til dato, fortæller Hans Jørgen Höeck til ridehesten.com.
- Vi står op om natten og kigger til hestene, og jeg må indrømme, at man frygter lidt at gå ind i stalden om morgenen, fortsætter han.
Hold hestene hjemme!
Normalt giver virusset en mild luftvejsinfektion med feber, men det har hos mange af de fynske tilfælde vist sig ved neurologiske symptomer, der kan give langvarige problemer og i værste fald ende i en aflivning, ligesom infektionen kan være farlig for drægtige hopper.
- I langt de fleste tilfælde er det harmløst, men voksne heste, der får neurologiske symptomer med slinger på bagpartiet, kan man risikere lægger sig ned uden at komme op igen, ligesom det kan føre til aborter eller meget svage føl hos hopperne, fortalte dyrlæge Louise Husted fra Højgård Hestehospital til TV2 /Fyn.
Virusset er meget smitsomt, og derfor rådede hun også hesteejerne til at holde hestene hjemme i deres vante omgivelser.
Det samme gør berider Jon D. Pedersen fra Dalumgaard Rideklub.
- Vi (Dalumgaard Rideklub, red.) skulle faktisk afholde et stævne om en lille måned, men det har vi aflyst. Og det er godt, fortæller berideren og fortsætter:
- Alle burde aflyse stævner og lukke staldene ned. Hestene burde også overvåges, så vi er sikre på, at der ikke er flere, der bliver smittet nu.
Muligvis klinget af nu
Selvom virusset lige nu hærger i stalden i Nørre Aaby, er den odenseanske rideklub tæt på at være herpesfri.
- Vi er lidt positive nu, men lad os nu se. Men lige nu har vi ikke nogen der er blevet konstateret smittet for nylig, siger Jon D. Pedersen.
- Vi håber på, at det værste er overstået for os.
Lidt om hesteherpes
Herpesvirus hos heste forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper. Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter cirka to uger kan der tilstøde lammelser.
Herpesvirus smitter primært som dråbeinfektion fra luftvejene ved såvel direkte kontakt fra hest til hest samt indirekte kontakt via tøj, skotøj, trailer, foder og udstyr til heste osv. Der kan også forekomme smitte fra andre legemsvæsker.
En test for herpes virus tager mellem fire og seks dage om at komme frem til et resultat.
Mennesker kan ikke blive smittet af virusset.
Kilde: ridehesten.com
Korte videoer
Tre mænd er blevet anholdt på en parkeringsplads ved Gasværksgade i Nyborg i en større politiaktion fredag eftermiddag og aften.
Mændene bliver sat i forbindelse med en sag om frihedsberøvelse af en mand i 50’erne, skrev Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag aften.
I forbindelse med politiaktionen var Fyns Politi massivt til stede på parkeringspladsen, hvor mændene blev ført væk i DNA-dragter.
Det berettede Nina Jensen, der overværede politiaktionen, og som er bosat på Slotsgade tæt på parkeringspladsen.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at der holder en sort bil med åbne døre. Mænd er blevet ført væk i DNA-dragter, sagde Nina Jensen til TV 2 Fyn.
Ford fjernet
Nina Jensen oplyser videre, at der desuden var en hundepatrulje og en ambulance til stede på parkeringspladsen, der blev afspærret, mens politiaktionen pågik.
TV 2 Fyns reporter, der befandt sig på stedet, fortalte, at aktionen var færdig sent fredag eftermiddag, og at afspærringen blev taget ned igen.
- En kranbil fra Falck har desuden taget en sort Ford med, sagde TV 2 Fyns reporter, der forsøgte at få en kommentar fra Fyns Politis indsatsleder på stedet, der ikke ønskede at udtale sig.
Købehavns Vestegns Politi skrev i pressemeddelelsen, at de tre mænd ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag med begæring om lukkede døre.
Politikredsen havde desuden ikke flere kommentarer til sagen, da den fortsat efterforskes.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi. Det har ikke været muligt.
En bred, tværpolitisk gruppe af byrødderne i Kerteminde Kommune er enige.
Enige om at sige nej til udvidelen af Odense Havn, som var kommunens helt store emne ved kommunalvalget.
Fredag eftermiddag mødtes de for igen at diskutere havneudvidelsen.
- Vi har kunnet konstatere, at en udvidelse af havnen vil få store konsekvenser for vores natur og vores miljø, siger Toke Kristensen fra Radikale Venstre.
Kan blive trumfet af regeringen
Gruppen, som består af Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti og Lars Hansborg-Sørensen fra Socialdemokratiet, sætter spørgsmålstegn ved, om der reelt er behov for en udvidelse af Odense Havn, og om gevinsterne ved udvidelsen kan svare sig, i forhold til de konsekvenser det kan have for borgere, natur og lokalsamfund i kommunen.
Udvidelsen af Odense Havn handler blandt andet om at gøre mere plads til, at der kan transporteres komponenter ud af havnen til at skabe vindmølleparker rundt omkring i Europa. Og det kan kræve et stort byggeprojekt ved blandt andet udvidelser af vejene mellem Odense og Munkebo.
Men den tværpolitiske gruppe har kigget i lokalplaner og mener at have fundet op mod 890.000 uudnyttede kvadratmeter ejet af Odense Havn, som med fordel kunne inddrages, før man begynder at pille for meget ved lokalområderne i Kerteminde Kommune.
- Vi er ikke imod, at havnen er aktiv, og vi får vindmøller og alt muligt andet. Men vi synes jo, de skal udnytte de arealer, de har i forvejen, inden noget som helst andet, siger Alex Haurand fra SF.
Generelt mener gruppen, at havneudvidelsen ikke er godt nok belyst.
- Jo mere vi får det her belyst, og når information og viden kommer frem omkring, hvilke konsekvenser vi kigger ind til. Så er det vores håb, at der er andre, der får øjnene op for, at det er en dårlig løsning at udvide Odense Havn.
Det er stadigvæk et mindretal på 12 ud af 25 mandater i Kerteminde Byråd, som er imod havneudvidelsen. Og selv hvis de får overtalt en af de byrødder, som støtter op om havneudvidelsen, er det ikke sikkert, Kerteminde selv bestemmer, om havneudvidelsen kommer eller ej.
Men ifølge Dansk Folkepartis Morten Haubro er det alligevel vigtigt at kæmpe kampen, selvom den kan være tabt på forhånd.
- Hvis regeringen i sidste ende kommer og siger, at den skal udvides, så kan vi jo ikke gøre så meget. Men så har vi stadig vist vores utilfredshed, og derfor tænker jeg også, vi har et meget større ord at skulle have sagt i forhold til omgivelserne for borgerne og naturen derude, siger han.
Siden torsdag har det været forbudt at krydse Storebæltsbroen med lette påhængskøretøjer, men nu er forbuddet blevet udvidet, så det gælder alle påhængskøretøjer på under 2.500 kilo.
Det skriver Storebaelt.dk.
- På Storebælt advares der imod kraftig blæst, der kan påvirke kørslen. Påhængskøretøjer med vægt under 2,5 ton forbudt, lyder det.
Forbuddet gælder i begge retninger, og det forventes ophævet lørdag klokken 10.
Danmarks håndboldherrer spiller i skrivende stund EM-semifinale mod Island i Herning, men det er uden odenseanske Kaja Gulbæk på lægterne.
Den 58-årige kvinde er nemlig blevet snydt af en billethaj, der har franarret hende 2.750 kroner, skriver DR.
- Jeg føler mig snydt, og jeg føler mig dum. Men mest af alt er jeg ærgerlig over, at jeg ikke kommer over og ser den kamp fredag aften. Det er trist, siger hun.
Torsdag faldt hun over en på Facebook, der udgav sig for sælge billetter. Hun overførte penge til en lettisk bank, men så aldrig de to billetter.
Herefter prøvede Kaja Gulbæks islandske kæreste at skrive til selvsamme person, der forsøgte at lave nummeret på ham, men uden held.
Fredag åbnede SwopShop i hjertet af Odense med et modeshow fyldt med genbrug, upcyclet og repareret tøj.
Og der var da også helt fyldt i butikken i Kongensgade, hvor der var hyret DJ til at sætte gang i festen.
Hele weekenden kan alle gratis bytte deres brugte tøj til ”nyt” og være en del af et fællesskab, der sætter fokus på genbrug, kreativitet og et mindre CO2-aftryk.
Her foregår det
Adresse:
Kongensgade 26, 5000 Odense C
Åbningstider:
Fredag 30.1. kl. 15.00 - 19.00 (modeshow kl. 16.30)
Lørdag 31.1. kl. 10.00 - 16.00
Søndag 1.2. kl. 10.00 - 15.00
Få den fulde appoplevelse
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her