Mor og søn fængslet i omfattende narkosag

En mor og søn er sigtet i en sag, hvor politiet har fundet 1,4 kilo kokain og store pengebeløb - blandt andet over en million, som en kvinde bar i en bærepose.

En 61-årig kvinde fra Middelfart og hendes 34-årige søn er blevet fængslet for narkohandel for millioner, skriver Fyens Stiftstidende.

Politiet har arbejdet med sagen i længere tid, og den 30. september gik betjente i aktion i både København og Middelfart.

- Vi fik viden om, at den 34-årige mand opbevarede narko på sit arbejde, og da vi tjekkede op på det, fandt vi 1,4 kilo kokain og omkring en million kroner i kontanter, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi, der oplyser, at sagen hidtil har været kørt for dobbelt lukkede døre.

Kort efter, at den 34-årige mand blev anholdt, ransagede Fyns Politi hans 61-årige mors hjem på H. P. Priorsvej i Middelfart, hvor morens 57-årige veninde var på vej væk fra stedet med en bærepose.

- Vi fik stoppet hende og fandt 1,1 millioner kroner i bæreposen, siger Steffen Th. Steffensen til Fyens Stiftstidende.

Den 57-årige kvinde er senere blevet løsladt igen, men er stadig sigtet i sagen.

- Vi er stadig i gang med efterforskningen, fortæller Steffen Th. Steffensen, der samtidig peger på, at politiet også kigger på de adskillige hundrede tusinde kroner, som står på morens bankkonto.

Oversigt

    Oversigt