Politi imponeret over kvinde: Hoppede i iskoldt vand for at redde mand

Lørdag eftermiddag sprang en kvinde i Middelfart Marina for at redde en 59-årig mand, der med sin kabinescooter var faldet i det iskolde vand.

En kvinde hoppede lørdag eftermiddag ved 17-tiden i vandet ved Middelfart Marina, da hun opdagede en kabinescooter, der var mere eller mindre dækket af vand.

I den lukkede scooter sad en 59-årig mand fastklemt i det iskolde vand. En luftlomme i kabinen betød, at manden kunne trække vejret, men han havde ikke mulighed for selv at komme op af vandet.

Det lykkedes heller ikke kvinden, der var ude at gå tur med sin hund i vintermørket, at redde manden ud af kabinescooteren, men hun blev hos ham i vandet, indtil både politi og redning kom frem til stedet.

Kørt underafkølet på OUH

- Vores betjente er ret imponeret over hendes gerning. Han kunne lige så godt ikke være blevet opdaget, fortæller vagtchef Henrik Strauss til TV 2 Fyn.

Det er uvist, hvor længe manden havde ligget i det kolde vand, eller hvordan han var endt der.

Da brandvæsnet fik reddet manden op, var han underafkølet, men ellers ved godt mod. Han er kørt på sygehuset til kontrol.