Brian så på, mens hans kørestol blev sat i brand: - Det er frygteligt ikke at kunne gøre noget

En mand er blevet anholdt for at sætte ild til Brian Griffiths Sebjergs bil og kørestol. Ildspåsættelsen opdagede Brian Griffiths Sebjerg via videoovervågning på sin telefon.

Tirsdag formiddag kunne Brian Griffiths Sebjerg ikke andet end at se på, da en mand satte ild til både hans kørestol og ældre Toyota.

Tilfældigvis tjekkede Brian Griffiths Sebjerg overvågningen fra sin gårdsplads, mens han på McDonalds' parkeringsplads ventede på sin mad. 

- Han smadrer vinduet, og så hælder han benzin ind i bilen. Så sætter han ellers ild til. 

- Det er frygteligt at sidde og se på og ikke kunne gøre noget, men bare se bilen gå op i røg. Jeg ringede 112 med det samme, fortæller Brian Griffiths Sebjerg.

Frygtede for huset

Kort efter klokken 11 var gårdspladsen på Såderupvej i Ullerslev fyldt med både politi- og brandbiler. 

- Man er magtesløs. Du kan ikke gøre noget. Jeg var bange for, at han ville fortsætte med huset også. Vi har hunde. Det ville være frygteligt, hvis de skulle dø derinde. Vores dreng kunne lige så godt have været hjemme og ikke hørt noget. Det er forfærdeligt, siger Brian Griffiths Sebjerg.

Både Brian Griffiths Sebjergs kørestol og bilen udbrændte fuldstændig. 

- Det er rystende. Vi har grædt flere gange efterfølgende, siger Brian Griffiths Sebjergs kone, Linda Griffiths Sebjergs.

Både kørestol og bil er fuldstændig udbrændt.
Både kørestol og bil er fuldstændig udbrændt.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Fyns Politi anholdte kort efter ildspåsættelsen manden, der blev set på overvågningsbillederne. 

Det har ikke været muligt for TV 2 Fyn at få en kommentar fra Fyns Politi, men til fyens.dk bekræfter vagtchef Torben Jakobsen, at efterforskningen tyder på, at branden var påsat.

- Og at den mand, vi har anholdt, på den ene eller anden måde har haft forbindelse til den påsatte brand, siger han.

Tidligere har Beredskab Fyn måtte rykke ud til en anden påsat brand - denne gang på en skole. Her var det også videoovervågning, der afslørede fem unge ildspåsættere.

Foruden bilen og kørestolen forsøgte manden også at sætte ild til Brian Griffiths Sebjergs elscooter. Det lykkedes dog ikke.
Foruden bilen og kørestolen forsøgte manden også at sætte ild til Brian Griffiths Sebjergs elscooter. Det lykkedes dog ikke.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Oversigt

    Oversigt