Geder erstatter græsslåmaskiner i Nyborg

I Plantagen på Knudshoved ved Nyborg er græsslåmaskiner skiftet ud med seks geder. Da det er muligt at komme helt tæt på dyrene, opfordrer skov- og naturforvalter Johanne Bastiansen til, at man tager hensyn til dem.

Gederne er nu kommet ud i deres indhegning i Plantagen på Knudshoved ved Nyborg, hvor de skal rydde brombærkrat fra skovbunden.

Gederne er hegnet ind, men det er muligt at komme helt tæt på dyrene gennem indgangspartier.

- Man skal tænke over, at hvis dyrene ikke har lyst til at snakke med en, så skal man ikke presse dem. Hvis man vælger at have sin hund med herind, skal man have den tætgående på sig i snor. Der står også på indgangspartierne, at gederne kan finde på at forsvare sig selv, fordi de kan føle sig truet af rovdyr, som eksempelvis en hund, siger skov- og naturforvalter hos Nyborg Kommune Johanne Bastiansen.

- Vi har fået mange henvendelser fra folk, som gerne vil donere en ged, fordi de synes, at det er et spændende projekt, siger Johanne Bastiansen, som er skov- og naturforvalter ved Nyborg Kommune.
- Vi har fået mange henvendelser fra folk, som gerne vil donere en ged, fordi de synes, at det er et spændende projekt, siger Johanne Bastiansen, som er skov- og naturforvalter ved Nyborg Kommune.
Foto: Astrid Bitsch Petersen. Privatfoto: Martin Pellegaard

Der er også mulighed for at gå uden om indhegningen og stadig få øje på gederne.

Bark og brombærbuske 

Gederne er sat ind på stejle skråninger og svært tilgængelige områder, hvor Arbejdstilsynet har vurderet, at kommunens personale ikke kan slå græsset. Derfor overtager gederne nu arbejdet.

- De er rigtig agile dyr, der kan komme op på skråninger, som kan være lidt svært for mandskab og maskiner at komme rundt på. Der regner vi med, at de kan være en stor hjælp for os, siger naturforvalteren. 

I løbet at foråret og sommeren skal de spise sig igennem blandt andet bark og brombærbuske.

Det er blandt andet brombærkrat, som gederne skal rydde ud i.
Det er blandt andet brombærkrat, som gederne skal rydde ud i.
Foto: Astrid Bitsch Petersen. Privatfoto: Martin Pellegaard

- Vi kan se, at de allerede er godt i gang med det, de er sat i verden for: at pleje skoven herude, som lider af, at der er rigtig meget brombær. Det gør, at der ikke kommer så mange nye træer, siger Johanne Bastiansen.

Gederne opfører sig ordentligt

Det er flere af medarbejderne i Teknisk forvaltning i Nyborg Kommune, som har fundet penge til indkøb af gederne ved at donere deres julegave fra sidste år. 

- Medarbejderne synes, at det var tid til at vise noget initiativ og engagement overfor vores politikere om, at vi virkelig gerne vil biodiversitet og bæredygtig pleje, siger hun. 

Og det har byrådet i Nyborg lyttet til. I december afsatte de 150.000 kroner til projektet, og dermed var der råd til hus, hegn og trailer til gederne. 

Gederne har brugt weekenden på at falde til i deres nye omgivelser, og nu åbnes der op for, at folk kan komme forbi. 

- Vi håber på, at gederne bliver taget godt imod, og at gederne opfører sig ordentligt og bliver indenfor indhegningen. Indtil videre går det i hvert fald meget godt, siger Johanne Bastiansen.

Oversigt

    Oversigt