Julen ødelagt af brand: To fynske hjem brændte juleaften

To familier fik juleaftensdag hyggen spoleret af en brand. Ingen kom alvorligt til skade.

To fynske familier vil formentlig huske julen 2018 for andet end gaver, pakkespil og flæskesteg. For to forskellige steder på Fyn brød boliger i brand om eftermiddagen juleaftensdag. 

Omkring klokken 16 udbrød der brand i den øverste etage af en villa på Tingskovvej i Espe. Brandfolkene kæmpede med branden i et par timer, før alt var slukket og under kontrol.

Ifølge Fyns Politi var der ikke nogen hjemme i boligen, da branden brød ud. Tilbage står nu arbejdet med at finde årsagen til branden.

- Vi har ikke fundet hverken arnested eller årsag til branden. Det skal vi nu undersøge nærmere, så vi må afvente teknikernes vurdering. Det kan være naturlige brandårsager, siger vagtchef ved Fyns Politi, Torben Jakobsen.

 

 

Væltet stearinlys

Kort efter klokken 16 udbrød der også brand i en lejlighed i stueetagen i en fireetagers ejendom på Sprotoften i Nyborg. Her kom julehyggen lidt på tværs, da et væltet stearinlys var årsag til en mindre brand.

Efterfølgende blev lejlighedens beboere kørt på sygehuset med mistanke om røgforgiftning, men kunne hurtigt forlade det igen uden erkendte følger fra branden.

Ingen kom noget til, men branden efterlader en del synlige spor, fortæller vagtchefen.

- Det var ikke nogen stor brand, så der er mere tale om røgskader end deciderede skader på bygningen. Der er dog en del sodskader i ejendommen, siger Torben Jakobsen.

 

Også på Sprotoften i Nyborg blev julefreden spoleret af en brand.

Oversigt

    Oversigt