Kommunal chef fratrådt i Nyborg: - Jeg havde ikke set det komme

Ny ballade i Nyborg Kommune. Endnu en chef er fratrådt på baggrund af kulturundersøgelse.

- Jeg er rigtig ked af det og havde ikke set det komme, skriver Mette Bill Ladegaard i en sms til TV 2 Fyn oven på dagens fratrædelse i Nyborg Kommune. 

Det er en række oplysninger, der er kommet frem i en whistleblowerordning og en stor undersøgelse af kulturen i Nyborg Kommune, der nu fælder hende. Det skriver fyens.dk. 

Det var en festlig julefrokost og efterfølgende fyring af den daværende vicekommunalinspektør, der satte gang i undersøgelsen, som nu fører til yderligere fratrædelser. 

Til fyens.dk fortæller borgmester Kenneth Muhs, at han ingen kommentarer har til sagen. 

Men i stedet siger økonomi- og digitaliseringsdirektør Anders M. Sørensen, som også er medlem af direktionen i Nyborg Kommune, at en del af forklaringen til fratrædelsen ligger i ledelsesstil og ledelsesadfærd. Han siger også, at begge parter har haft en gensidig forståelse for fratrædelsesaftalen. 

Det er ikke første gang, der er uro i ledelsen i Nyborg Kommune. Tilbage i maj måned stoppede Nyborgs erhvervs- og udviklingschef Babak Djarahi grundet uskønt forløb på ledelsesgangen.

Oversigt

    Oversigt