Kvinde fundet død i brændende hus

En person er fundet indebrændt i et hus ved Nyborg. Politiet formoder, at der er tale om husets 87-årige kvindelige beboer.

Brandvæsnet har fredag aften fundet en person indebrændt i et hus på Åløkkevej ved Avnslev, som ligger nordvest for Nyborg. 

Politiet formoder, at der er tale om husets 87-årige kvindelige beboer. Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Sten Nyland. 

Meldingen om brandalarmen indgik kort før klokken halv seks. 

- Da vi ankommer, er huset overtændt, og brandvæsnet påbegynder slukningsarbejdet. Efterfølgende har de fundet en indebrændt person, siger Sten Nyland.

Efterslukning fortsat i gang

Brandvæsnet er tidligt fredag aften fortsat i gang med efterslukning på stedet. 

Når slukningsarbejdet er overstået, skal der foretages yderligere undersøgelser af stedet, og af hvordan branden er opstået.

De pårørende til den 87-årige kvinde er underrettet.


Oversigt

    Oversigt