Nye påbud til byggefirmaer: Mens de opfører butikscenter på kendt giftgrund, frygter arbejdere for deres helbred

Arbejdstilsynet vil have strammet op på giftgrund i Nyborg, og foreslår personlige detektorer og klare retningslinjer for medarbejderne på byggepladsen.

Arbejdstilsynet strammer nu tilsynet med byggearbejdspladsen på den omstridte giftgrund på  Storebæltsvej i Nyborg, hvor Tjærekompagniet og Nyborg Lynfrost tidligere havde til huse.

Det sker efter tre strakspåbud, som Arbejdstilsynet den 2. november har givet til struktørfirmaet Runøe og Teil, murerfirmaet Knudsen og Co. og LB Entreprenør A/S, oplyser Fagbladet 3F i dag.

Påbuddene kommer, efter at TV 2 Fyn for to uger siden kunne fortælle, at ansatte hos struktørfirmaet Runøe og Teil fik kvalme, hovedpine og blev trætte af at gå i fenollugte på pladsen.

Nu står to af medarbejderne frem.

Kent Andersen og Martin Thygesen startede med at lave fundamenter, gulve og isolering i oktober måned, og har arbejde frem til midten af januar, før de er færdige.

- Vi går jo nede på jorden og laver fundamenter, og så kommer de her gasser op. Det lugter af diesel og olie, og er ikke særligt behageligt, siger Kent Andersen.

- Ja, vi døjer meget med hovedpine, ubehag og træthed, når vi kommer hjem, siger Martin Thygesen. Det er faktisk blevet værre i forbindelse med, at vi har fået alt det vand. Nu er der også kommet oliedampe op. Det gør det ikke sjovere. Der ligger nærmest et lag slim på vandpytterne nu, siger Martin Thygesen.

Region Syddanmark skønner, at 1.000 ton fenolrester og 50-100 tønder med plantegift er gravet ned på grunden.

Fenolen er fra den tid, hvor det kommunale Tjærekompagniet holdt til på grunden.

Nu er projektudvikler-firmaet Innovater fra Århus i gang med at etablere et 15.000 kvadratmeter stort butiksbyggeri med 12 lejemål.

Kræftfremkaldende

- Vi har taget fat i vores fagforening, fordi vi godt ville vide, om det er noget, der vil påvirke vores helbred. Og om det er noget, vi kan få kræft af, og det kan vi, siger Kent Andersen.

Arbejdstilsynet skriver i de tre påbud, at der er jordforurening på byggepladsen blandt andet trichlorethylen (TCE), som er kræftfremkaldende, samt phenoler og totalkulbrinter. De kemiske stoffer, der er påvist i jorden, er alle sundhedsskadelige.

Kent Andersen føler sig ikke sikker. Det skyldes, at man kun har to forureningsdetektorer til rådighed på byggepladsen, selv om arbejdsmedicinerne har anbefalet én til hver medarbejder.

- Der sker ikke rigtigt noget, selv om vi har haft fat i Arbejdstilsynet. Vi har nu fået masker, vi kan arbejde med i tre timer. Så må vi ikke arbejde mere. Det eneste rigtige var, at vi fik friskluftsmasker alle sammen, men hvem skal betale dem, spørger Martin Thygesen.

Familien er bekymret

Han oplyser, at familien derhjemme er bekymret for, om påvirkningen af fenollugte kan have sundhedskonsekvenser på længere sigt.

- De ved i princippet ikke, om det kan have, siger Martin Thygesen.

Ifølge påbuddene fra Arbejdstilsynet er der en risiko for, at kemiske stoffer fra jordforureningen bliver frigivet til luften, når der piloteres eller arbejdes i jorden, og at de ansatte, der færdes på byggepladsen kan blive udsat for stofferne.

- De ansatte har beskrevet, at der ind imellem lugter på byggepladsen. De ansatte var ikke sikre på, hvornår de skulle anvende personlige værnemidler, skriver Arbejdstilsynet.

De tre firmaer har fået påbuddene af samme grund, nemlig at de har ansatte arbejder på en grund, hvor der er risiko for sundhedsskadelige stoffer i luften, men at firmaerne ikke har udarbejdet skriftlige vurderinger for arbejdets udførelse, så arbejdet kan udføres sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

- Det skal ligeledes sikres, at de ansatte, der bliver udsat for farlige stoffer og materialer, modtager effektiv og tilstrækkelig oplæring og instruktion baseret på den skriftlige vurdering, hedder det.

Også påbud til entreprenørfirmaet P. Olesen

Arbejdstilsynet følger op

Arbejdstilsynets tilsynschef Lene Teilberg siger i en skriftlig udtalelse til TV 2 Fyn, at tilsynet ud over strakspåbuddet også har indskærpet, at de ansatte skal benytte værnemidler, når detektorerne, der findes på pladsen, giver alarm, og så henviser hun til de arbejdsmedicinere, som TV 2 Fyn tidligere har talt med.

- En afdækning af eventuelle særlige risici for de ansatte kan for eksempel ske ved hjælp af personbårne detektorer, som foreslået af arbejdsmedicinere. Arbejdstilsynet vil følge op på, om de krævede risikovurderinger er fyldestgørende og om virksomhederne iværksætter de nødvendige foranstaltninger, hedder det.

Den 28. oktober udtalte overlæge Erik Jørs fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Odense til TV 2 Fyn, at det ville være en god idé, at hver medarbejder blev forsynet med en detektor, så det kan registreres over en arbejdsdag, hvor meget forurenet luft, medarbejderne udsættes for.

Han blev bakket op af professor i arbejdsmiljø Torben Sigsgaard fra Aarhus Universitet.

- I forbindelse med besøget var det Arbejdstilsynets opfattelse, at de virksomheder, som arbejdede på stedet, ikke i tilstrækkeligt omfang havde afdækket de risici, der var forbundet med arbejdet, hedder det i udtalelsen til TV 2 Fyn.

Redegørelse fra Nyborg Kommune

Nyborg Kommunes miljøchef Jacob Harberg oplyser på baggrund af de tre ny påbud til TV 2 Fyn, at man løbende er i dialog med Arbejdstilsynet.

- De to myndigheder samarbejder om de henvendelser som eventuelt konstateres ved tilsyn og videregiver informationerne til hinanden. Vi samarbejder også om henvendelser fra borgere, og viderebringer henvendelser som borgere for eksempel kan have omkring medarbejdere på pladsen, oplyser Jacob Harberg.

Innovaters administrerende direktør Morten Lykke siger i forbindelse med de tre påbud:

- Vi synes vi har haft en god dialog med alle vores entreprenører om, at risikovurderinger skal foreligge fra alle firmaer, som er beskæftiget på pladsen. Men vi kan konstatere, at den skriftlige del ikke forelå ude på pladsen ved kontrolbesøget. 

- Selv om det er de enkelte entreprenørers ansvar, har vi besluttet ved fremtidige kontrakter, at vi både indskærper dette i disse, samt får tjekket op at vurderingen foreligger ved arbejdsopstart. Angående detektorer, så findes der flere detektorer på vores kontor på byggepladsen. Disse bliver anvendt, når man er rundt på byggepladsen, og kan desuden lånes af entreprenørerne ved behov. Angående yderligere detektorer som entreprenører eventuel vil udstyre medarbejdere med, vil vi selvfølgelig se positivt på, siger Morten Lykke.

Morten Lykke, administrerende direktør hos Innovater, oplyser, at firmaet fremadrettet skærper kontrollen.
Morten Lykke, administrerende direktør hos Innovater, oplyser, at firmaet fremadrettet skærper kontrollen.

Innovater købte grunden i Nyborg i 2020 for 35 millioner kroner af Philipsen Gruppen.

Morten Lykke har tidligere oplyst til Fyens Stiftstidende, at firmaet har en køber på hånden, og at handelsprisen er i omegnen af 250 millioner kroner.

Indtil videre er følgende lejere til de nye butikker oplyst: Elgiganten, Netto, Fætter BR, Kirrpu, Jysk, Sport24, Normal, Maxizoo, T. Hansen og Harald Nyborg.


Oversigt

    Oversigt