Ping pong mod parkinson: - Du skal tænke strategisk, og det går rigtig stærkt

Bordtennis går rigtigt stærkt, og derfor er et godt for parkinson-patienter, da spillet udfordrer både sanser og sensorer i hjernen.

Bedre balance, hjernetræning og godt humør.

Fordelene ved at starte til bordtennis, hvis man lider af parkinson, er lang. Derfor har Lars Bo Kaspersen, der selv er ramt af sygdommen, startet et projekt, der netop skal sørge for, at klubber byder den type medlemmer velkommen.

- Der er nogen, der har beskrevet bordtennis som at løbe 100 meter med et skakspil foran sig. Du skal både tænke strategisk, og det går rigtig, rigtig stærkt. Det er en enorm udfordring for alle dine sanser, og sensorer i hjernen, siger projektlederen.

Ifølge Lars Bo Kaspersen, så blev hans balance markant bedre, da han begyndte med bordtennis igen.

Så derfor har han været med til at starte projektet Ping Pong med Parkinson, som er lavet i et samarbejde mellem Bordtennis Danmark og og foreningen Bat60+, der skal få ældre ind i sporten.

- Det er en debut. Vi starter projektet her på Fyn i dag, og det har været en fantastisk oplevelse at høre, hvordan der er blevet taget imod det, siger Lars Bo Kaspersen.

Op til 250 spillere på to år

Selv oplever han, at bordtennistræningen gør en stor forskel for hans fysik..

Desuden er det også en sport, som giver et fællesskab og sjov, lyder meldingen.

- Det er sjovere at spille bordtennis, end det er at løfte vægte i et fitnesscenter, vil jeg påstå, siger Lars Bo Kaspersen.

Projektet Ping Pong med Parkinson er støttet af Trygfonden med 233.700 kroner.

Målet for projektet er, at cirka 55 bordtennisforeninger skal tilbyde særlig træning for parkinsonramte, hvor 200 til 250 personer vil deltage indenfor projektets to år.

Der er 8.000 medlemmer af Parkinson-foreningen, men man mener, at der er omkring 10.000, der er diagnosticeret med sygdommen.

Af dem er der indtil videre kun 30, der spiller bordtennis på et fast plan, siger Lars Bo Kaspersen.

Oversigt

    Oversigt