Varm fisk og skimmel: Stort hotel får sur smiley

Varm fisk og skimmellignende belægninger har givet en sur smiley og en bøde til Hotel Hesselet i Nyborg.

15.000 kroner i bøde for varm fisk.

Så meget måtte Hotel Hesselet i Nyborg betale, da de for nylig havde besøg af Fødevarekontrollen.

Ved kontrolbesøget målte Fødevarestyrelsen en for høj temperatur i et kølerum, hvor der bliver opbevaret fisk. Både den opbevarede helleflynder og rødtunge havde en temperatur på omkring 7 grader.

Ifølge hotelchef Christina Petersson er forklaringen på den høje temperatur dog simpel.

- Det er bare megauheldigt.

- Vi har lukket om søndagen, og natten til mandag står køleboksen af. Fødevarekontrollen står her dagen efter, og vores morgenkok når ikke at opdage det, siger hotelchefen.

Udover problemet med køleboksen blev der ved kontrollen også fundet sorte, skimmellignende belægninger på loft, vægge, hylder og køleblæser i kølerummet med frugt og på gummilister og kanter ved skuffer og låger i køkkenbordet.

Kun plastik

Hotelchefen forklarer, at der i skuffen med skimmellignende belægning har været opbevaret plastikbøtter, og derfor har der ikke været fødevarekontakt.

Hun forsikrer desuden om, at Fødevarestyrelsens anmærkningerne ikke er gået ud over hotellets gæster.

- Tingene skal selvfølgelig være i orden, men ingen gæster har været påvirket, da køkkenet har været lukket, siger Christina Petersson.

Christina Petersson fortæller, at køleboksen blev lavet samme dag, og at der efterfølgende har været hovedrengøring i køkkenet.

En anden restaurant fik for nyligt også en stor bøde, da fødevarekontrollen fandt indtørret kød og en større mængde bananfluer.

Oversigt

    Oversigt