Voldsom brand i båd i Nyborg

Natten til tirsdag gik der ild i en større motorbåd i Nyborg Havn. Det var et nødblus, som gik af, lyder forklaringen.

Omkring klokken fire i nat stod der flammer op fra en båd i Nyborg Havn. Branden er slukket nu. 

- Vi regner med, at årsagen kan være utilsigtet brug af nødblus, siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi. 

Vagtchefen fortæller, at de nu går i gang med en nærmere undersøgelse af brandårsagen. 

Den større motorbåd lå omgivet af flere både i havnen, og folkene i de nærliggende både blev derfor evakueret. 

Desuden blev den brændende motorbåd hevet væk fra havnen. 

- Båden blev slæbt væk fra de andre både, så den ikke bredte sig, fortæller vagtchefen om nattens brand.

Brandsikkerheden på både

Branden sker, efter TV2 Fyn i sidste uge kunne fortælle, hvordan flere fynske både det seneste år er brudt i brand.  

Det satte vi fokus på med professor Jens Lauritsen, der er en del af Ulykkes Analysegruppen på Odense Universitetshospital.

Han foreslog, at man altid laver en brandøvelse, inden man sejler ud. Så ved alle, hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude.

Desuden opfordrede han alle til altid at have en telefon på sig ved båden, for på den måde er man bedre sikret, hvis der udbryder brand, der hvor skibets radio ligger.

Oversigt

    Oversigt