Aktivist dumper kommunens klimaindsats: - Jeg tror ikke længere på det

Odense Kommune bør skrue op for tiltag, der reducerer CO2 her og nu, mener Morten Lisberg. Han er bekymret for usikkerhed om CO2-fangst på Fynsværket.

Odense Kommunes ambitiøse plan om at blive klimaneutral i 2030 er stødt på alvorlige problemer.

Det står klart, efter at Fjernvarme Fyn har meldt ud, at det kommunalt ejede selskab ikke kan nå i mål med de forventede CO2-reduktioner.

Odense Kommune har hidtil regnet med, at CO2-udledningen fra Fjernvarme Fyn vil kunne reduceres med 340.000 tons, og det tal er skrevet ind som forudsætning for kommunens klimamål.

Der mangler 60.000 tons

Men nu viser det sig, at udledningen kun kan reduceres med 280.000 tons.

Det betyder, at Odense lige nu mangler en plan for, hvordan man skal fjerne 60.000 tons CO2.

Det er slet ikke godt nok, mener økonom og klimaaktivist Morten Lisberg. Han tror ikke længere på, at Odense Kommune lykkes med sine klimamål.

- Det lover ikke godt, og der er store problemer. Jeg tror ikke på det nu, siger han.

- Det er 13 procent af hele grundlaget, der er forsvundet. Derfor er der brug for en genforhandling eller i hvert fald et møde mellem alle partier i Odense Byråd.

Første skridt er at bygge anlægget til CO2-fangst

Odense Kommunes klima- og miljørådmand Tim Vermund afviser at iværksætte andre CO2-reduktioner her og nu for at kompensere for de manglende 60.000 tons. Han ser heller ingen grund til at genåbne det politiske forlig om kommunens klimaplan.

- Det ville være alt for tidligt at åbne op for det. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi arbejder med andre ting end kun CO2-fangst, for det gør os sårbare, hvis vi kan fange lidt mindre CO2. Selvfølgelig håber vi at kunne fange så meget som muligt, men første skridt er altså at få bygget anlægget, siger Tim Vermund.

Ifølge klimaaktivist Morten Lisberg er der ellers brug for både hurtigere og mere vidtgående grøn omstilling i Odense Kommune.

Klimaaktivist: Politikerne svigter

- Det man kan gøre er at sprede indsatsen ud over flere tiltag, og så balancere de tiltag, vi regner med har effekt om lang tid med de tiltag, som vi ved virker, og som virker nu, lyder forslaget fra Morten Lisberg.

Klimaaktivisten mener, at politikerne i Odense løber fra deres ansvar ved at prioritere kortsigtede politiske og økonomiske interesser højere end den nødvendige klimaindsats.

- Det er politikerne, der svigter. De har lavet en plan, der ikke er balanceret. Jeg er meget lidt tryg ved politikernes indsats på det her område, fordi de gang på gang ignorerer væsentlige forhold og lader de årlige budgetforhandlinger bestemme indsatsen, siger Morten Lisberg.

Oversigt

    Oversigt