Axelsen er sikkert videre

Viktor Axelsen vandt ubesværet i to sæt over finsk modstander og vandt sin OL-gruppe.

Helt som ventet er den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen klar til knockoutfasen ved OL i Tokyo.

Onsdag vandt fynboen sin anden gruppekamp ved legene, da han tævede finnen Kalle Koljonen med 21-9, 21-13.

Axelsen var tvunget til at vinde kampen, men det tog danskeren ganske afslappet. Han behøvede ikke at spille sig ud for at snuppe en sikker sejr over den venstrehåndede finne.

- Det var fedt at komme i gang igen efter tre dages hvile. Det har været lidt lang tid.

- Jeg synes, at kampen gik ganske fint. Jeg havde måske ikke den bedste fornemmelse efter min første kamp, men jeg havde det væsentligt bedre i dag (onsdag, red.). Slagene lå godt i hånden, så jeg er godt tilfreds, siger Viktor Axelsen til DR.

Mad og hvile i vente

Axelsen træder ind i første runde af knockoutfasen, der svarer til ottendedelsfinalerne, mens konkurrenterne Kento Momota og Tien-chen Chou først træder ind i kvartfinalerne.

I sin næste kamp skal Viktor Axelsen torsdag møde Wang Tzu-wei fra Taiwan eller Nhat Nguyen fra Irland .

- Jeg skal bare hjem hurtigst muligt og have noget mad og smække benene op, så jeg er klar til i morgen, siger Viktor Axelsen til DR.

Ved OL for fem år siden vandt Viktor Axelsen bronze.

Oversigt

    Oversigt