Begejstret over ny finanslov: Håber ambitioner rækker endnu længere

Med den nye finanslov kommer der nu et loft på antallet af elever i folkeskolernes mindste klasser. Børn- og ungerådmanden i Odense håber, at det kan føre til endnu mere.

Mandag blev finansloven for næste år præsenteret på et pressemøde, og udover at sikre gratis tandpleje til 18-21-årige og et løft på 100 millioner kroner til fødselsområdet, så skal der fremover også være færre elever i de mindste skoleklasser.

Helt konkret betyder det, at der sættes et loft på antallet af elever, så der maksimalt må være 26 elever i 0. til 2. klasse.

En beslutning, der vækker begejstring hos børn- og ungerådmand i Odense Susanne Crawley (R).

- Jeg synes, det er en fantastisk god nyhed, og det er et vigtigt skridt på vejen mod at sænke klasseloftet, siger rådmanden.

Susanne Crawley har flere gange udtrykt et ønske om elevloft i de odenseanske folkeskoleklasser, og stod det til hende, så skulle loftet være på 24 elever.

- Det er vigtigt at sænke klasseloftet, fordi relationen mellem lærer og elev er noget af det allermest afgørende for, at man kan blive dygtigere, og for at man trives. Og det siger sig selv, at jo færre elever, der er i en klasse, jo lettere er det også at få en relation til sin lærer.

Stemte selv imod forslag

Tidligere på året stillede Venstre i Odense et forslag om, at Børn- og Ungeforvaltningen undersøgte mulighederne for – og de økonomiske konsekvenser ved et loft over antallet af elever. Her stemte Susanne Crawley imod.

Ifølge hende var forslaget fra Venstre useriøst.

- Undersøgelserne var lavet. Vi vidste godt, hvad det kostede, og det koster mange penge, og den slags penge finder man ikke i en børn- og ungeforvaltning midt i et budgetår, forklarer Susanne Crawley.

Derfor håber rådmanden også, at den nye finanslov kan være med til at sætte skub i hendes ønske om elevloft på alle klassetrin.

- Jeg håber, regeringens ambition rækker længere, men jeg håber faktisk også Odense Kommunes ambition rækker længere end til, at det kun skal være for de små klasser, fordi ellers så står vi jo der, når de små kommer i tredje klasse, og skal tage stilling til, om vi så skal slå klasser sammen, eller om vi vil fortsætte den gode udvikling, siger Susanne Crawley.

Det siger finansloven om folkeskolerne

Oversigt

    Oversigt