Bil fløj ud over Odins Bro

En 19-årige mand slap tilsyneladende med hjernerystelse, da han i sin bil fløj 20-30 meter gennnem luften og landede ved en bropille under Odins Bro.

Kort før klokken halv fire natten til mandag skete en yderst dramatisk ulykke på Odins Bro i Odense.

Ifølge øjenvidner kom en bilist i høj fart kørende mod broen, hvor andre bilister holdt i kø, fordi broen var åben, og bommen derfor var nede.

Den hurtigtkørende bilist kørte under bommen og fortsatte ud over kanten på den åbne bro.

Vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen oplyser til fyens.dk, at det drejer sig om en 19-årig mand. Han kom kørende fra vestlig retning og broen var ved at lukke, da ulykken skete.

- Det bliver så på en eller anden måde overset, selvom blinket kører, og bilen fortsætter lige gennem bommen og ud over kanten, siger vagtchefen til fyens.dk.

Vagtchefen fortæller desuden, at den 19-årige, som er lokal, umiddelbart har det godt.

- Han bliver reddet ud og kørt på sygehuset, og sidste melding er overraskende positiv. Den lyder på en hjernerystelse og umiddelbart ikke mere, siger vagtchefen og tilføjer, at den 19-årige har været heldig, at han landede på jorden og ikke kørte i vandet.

Ifølge øjenvidner fløj bilen 20-30 meter gennem luften, og landede seks-otte meter nede ved en bropille under Odins Bro.

Trafikken afvikles ifølge TV 2 Fyns mand på stedet helt normalt mandag morgen. Fyns Politi oplyser desuden, at der umiddelbart ikke er sket skader på selve broen.

Opdateret
Clock12. apr 2021, kl. 08:55
Artiklen er løbende skrevet igennem.
625060-311
Foto: Localeyes
625063-311
Foto: Localeyes
625061-311
Foto: Localeyes