Børnehaveklasseleder krævede Israel udslettet - nu vil politikere have hende fyret

Odense Kommune bekræfter, at den er opmærksom på et facebookopslag fra en børnehaveklasseleder. I opslaget er der opbakning til Hamas og et ønske om "udslettelse af Israel fra Palæstina".

Et privat facebookopslag kan ende med at koste en børnehaveklasseleder på en folkeskole i Odense sit job. Hun er nemlig blevet genstand for stor debat, efter hun i et opslag på Facebook angiveligt er kommet med skarpe holdninger til staten Israel.

De seneste dage har facebookopslaget floreret på de sociale medier. TV 2 Fyn har ikke kunnet verificere ægtheden af opslagene eller få bekræftet, at det er den pågældende børnehaveklasseleder, der har skrevet opslagene. Det har heller ikke været muligt at tidsfæste, hvornår opslagene er skrevet og om, det kommer som en reaktion på krigen mellem Hamas og Israel.

Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune bekræfter over for TV 2 Fyn, at kommunen er bekendt med sagen.

- Jeg kan bekræfte, at vi er bekendt med sagen og vi kender til opslagene, men vi udtaler os ikke om konkrete personalesager, siger kommunens skolechef Nikolaj Juul Jørgensen.

På sin private facebookprofil har børnehaveklasselederen angiveligt skrevet "Det vigtigste er, at Israel bliver udslettet fra Palæstina", "Inshallah (Om gud vil, red.) de bliver begravet på stedet af hams kæmper", "jeg mener inshallah israelerne bliver begravet på stedet i Gaza" og "Nazi stat Israel". 

-  Vi kan ikke udtale os om konkrete medarbejderforhold, men generelt gør vi det, at vi rådfører os med vores personalejurister, da det er et personalejuridisk spor. Det er afvejningen mellem ytringsfrihed og evnen til at løse ens arbejdsopgave. Rammerne for ytringsfrihed er relativt vide, så det handler om, hvor grænsen for ytringsfriheden går, siger Nikolaj Juul Jørgensen.

Det er provokunstneren og den tidligere folketingskandidat for partiet Stram Kurs, Uwe Max Jensen, der har tippet Odense Kommune om sagen.

Facebookprofilen er nu lukket og opslagene kan derfor ikke genfindes, men screendumps af opslagene florerer nu i den offentlige debat.

Vil have sagen for byrådet

Sundhedsrådmand og gruppeformand for Konservative i Odense Byråd Tommy Hummelmose vil nu have sagen behandlet politisk. Han har bedt om at få den sat på dagsordenen til næste byrådsmøde.

- Vi skal til bunds i sagen og have afdækket, om vi har en ansat i Odense Kommune, som arbejder med børn og hylder terrororganisationen Hamas og ønsker staten Israel udslettet. Det mener jeg ikke er foreneligt med jobbet som børnehaveklasseleder, siger Tommy Hummelmose.

Tommy Hummelmose vil have undersøgt flere ting. Blandt vil han have forvaltningen til at undersøge, om opslagene er en overtrædelse af straffeloven, og om forældre kan være trygge ved at sende deres børn i skole uanset religiøs baggrund. Desuden vil han også have forvaltningen til at svare på, om det er foreneligt med Odense Kommunes politik, at medarbejdere truer med udslettelse af andre folkeslag. 

Er det din opgave som politiker at blande dig i medarbejderes ansættelsesforhold?

Jeg tænker på de børn og familier, som vi som politikere er sat i verden for at skabe de bedste vilkår for. Jeg mener ikke, det er godt for børn på en skole at omgås en lærer, som har de holdninger. Det mener jeg bestemt er indenfor de rammer, jeg har som politiker. Som demokratisk valgt politiker er jeg forpligtet til at sikre, at det er trygt at sende deres børn i skole og uden risiko for at de bliver påvirket eller truet, og det er jeg ikke sikker på, at de gør i denne situation.

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt fra Venstre har bedt om en juridisk vurdering af sagen.

- Hvis oplysningerne er sande, mener vi ikke det er foreneligt med at lave undervisning af børn og unge i Odense Kommune. Det at forhåne Israel og understøtte et af de største terrorangreb siden 11. september 2001, er at krydse en linje som offentlig ansat, siger han.

Ansatte har "udstrakt ytringsfrihed"

Den radikale børn- og ungerådmand Susanne Crawley Ursula Larsen oplyser til TV 2 Fyn, at hun ikke vil udtale sig om sagen, da der er tale om en personalesag.

Børn- og Ungeforvaltningen har sendt en foreløbig orientering om sagen til medlemmerne af Odense Kommunes Børn- og Ungeudvalg. Af orienteringen fremgår det, at offentligt ansatte har "en udstrakt ytringsfrihed", og at skolelederen har tillid til, at den pågældende børnehaveklasseleder "arbejder professionelt og de private ytringer ikke afspejles i arbejdet med skolens børn og unge". 

På Christiansborg optager sagen også det fynske folketingsmedlem, Alex Ahrendtsen (DF). Han mener, at opslagene er af en karakter, som gør, at den pågældende børnehaveklasseleder ikke længere kan være ansat i Odense Kommune.

- Hvis det er rigtigt, at denne børnehaveklasseleder har skrevet, som man kan se på opslagene, så har hun mistet al ret til at være ansat i Odense Kommune og have med børn at gøre. Så bør det have konsekvenser for hendes ansættelse, og så kan man ikke længere have med børn at gøre, siger Alex Ahrendtsen.

Men har offentligt ansatte ikke ytringsfrihed?

- Jo, hun har ytringsfrihed, men ytringsfriheden er ikke absolut, og her er der noget strafferetsligt på spil. Man må ikke opfordre til terror og til mord. Hun bifalder, at Hamas har slået børn og babyer ihjel. Derudover er der noget rent arbejdsretligt. Vil vi have en leder siddende, som til dagligt skal have med børn at gøre, som har den slags holdninger? Det vil vi ikke, siger Alex Ahrendtsen.

Også DF's formand Morten Messerschmidt har set oplysningerne om børnehavelederens facebookopslag og har delt opslagene og et billede af den pågældende børnehaveklasseleder. På det sociale medie X skriver han:

"Her ser vi ansigtet på Mette Frederiksens udlændingepolitik. En islamistisk jødehader ansat som børnehavelærer. Det skal stoppes. Og første skridt er at stoppe den regering, som tillader, at den slags kan ske i vores land".

TV 2 Fyn har også været i kontakt med skolelederen på den pågældende skole, som henviser til skolechef Nikolaj Juul Jørgensen.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med den pågældende børnehaveklasseleder eller få kontakt til børnehaveklasselederen gennem Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning.


Derfor bringer vi ikke navnet på børnehaveklasselederen

Oversigt

    Oversigt