Bombe under Bazar Fyn: Lejemål ophævet for længe siden

Lørdag kunne TV 2/Fyn afsløre, at Bazar Fyns dage er talte. Nu viser det sig, at butiksindehaverne måske slet ikke vidste, at lejemålet var ophævet.

- Vi har orienteret butiksindehaverne, fordi lejemålet er ophævet, det lejemål vi har med Bazar Fyn Aps, siger Søren Gørup Christiansen, direktør i Olav de Lindes afdeling i Odense, om den dramatiske besked, som butiksindehaverne i Bazar Fyn har modtaget.

Direktøren oplyser til TV 2/Fyn, at det er længe siden, at Olav de Linde har set sig nødsaget til at opsige selskabet, som udlejer butikkerne i basaren i Thrige-firkanten i Odense.

Faktisk er det så længe siden, at basaren på nuværende tidspunkt burde være tømt for butikker.

- Da vi oplever, at lejemålet ikke er tømt, som det skal, så meddeler vi det til dem, der har forretningerne, siger Søren Gørup Christiansen.

Søren Gørup Christiansen tilføjer, at fordi lejemålet ikke er fraflyttet, er fogedretten blevet involveret. Og det er her, det afgøres, hvornår butikindehaverne skal være ude af basaren.

- Fordi det ikke er fraflyttet, har vi overladt det til advokaten og fogedretten, men der går måske til nytår eller umiddelbart derefter. Men jeg ved det ikke, siger Søren Gørup Christiansen.

Hvad, der skal ske med bygningen, er under overvejelse.

- Vi har forskellige planer, men vi tager ikke nogen beslutninger, inden det er afklaret deroppe (Bazar Fyn, red.). Det vil sige, at vi har lejemålet tilbage, siger Søren Gørup Christiansen til TV 2/Fyn.

Det er således usikkert, om der efter 12 år med basar igen vil åbne butikker i de 7.000 kvadratmeter, eller om der vil komme noget helt andet ind i den del af bygningerne på Thriges Plads.

- Vi har det ikke ret godt med situationen. Vi har puttet rigtig mange ressourcer i det, men vi ser ikke nogen fremtid for det. Men vi kan ikke gøre noget ved det, siger Søren Gørup Christiansen.

Da Olav de Linde ikke har kontraktforhold med butiksindehaverne, kan selskabet ikke gøre noget for dem. Butiksindehavernes aftaler er lavet med Bazar Fyn Aps.

Søren Gørup Christiansen tilføjer, at lejemålet ikke er "leveret tilbage, som det skal ifølge kontrakten, når det bliver ophævet".

- Desuden havde vi en fornemmelse af, at der måske var nogen, som slet ikke vidste, at lejemålet var ophævet. Derfor har vi orienteret for at være åbne omkring det.

TV 2/Fyn har været i kontakt med Mohammad Saad, som ejer Bazar Fyn Aps og dermed er den, som har kontrakterne med de klemte butiksejere, men han ønsker ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig om sagen.

Oversigt

    Oversigt