I det fynske folks tjeneste

Christel Gall melder sig ud af Dansk Folkeparti

Byrådspolitiker Christel Gall overvejer at lave sin egen liste, men hun er i første omgang løsgænger i byrådet i Odense.

Christel Gall blev vraget som Dansk Folkepartis spidskandidat tidligere i år. Foto: arkiv

Den odenseanske byrådspolitiker Christel Gall har tirsdag meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Læs også Dansk Folkeparti mister vælgere: Risikerer at ryge ud af fynske byråd

I første omgang bliver hun løsgænger i Odense Byråd, men hun overvejer at oprette sin egen liste inden næste års kommunalvalg. 

- Jeg har besluttet mig for at gå solo. Nu vil jeg sondere terrænet og se, om der er andre, der kunne finde på at stemme på mig. Hvis der er det, så vil jeg overveje at lave min liste til kommunalvalget, siger Christel Gall til TV 2 Fyn. 

- Jeg er træt af at sluge kameler, og derfor er jeg glad for som løsgænger, at jeg kan sige, hvad jeg mener. Jeg har slugt kameler i Dansk Folkeparti, blandt andet om minimumsnormeringer på ældreområdet, og det var jeg ikke begejstret for, forklarer hun. 

Opdatering

  • 20. okt 2020 kl. 13:53 Artiklen er opdateret efter interview med Christel Gall.

Vraget som spidskandidat

Christel Gall blev vraget som Dansk Folkepartis spidskandidat tidligere i år. Partiets nye spidskandidat er i stedet for Carsten Sørensen. 

- Carsten Sørensen har ikke villet samarbejde. Han har ikke præsenteret mig for sin politik og hele den måde, som han omtalte mig ved opstillingsmødet. Den måde, som det blev gjort på, fordrede ikke til, at det skulle blive et godt samarbejde, fortæller Christel Gall. 

Med Christel Galls farvel til Dansk Folkeparti har partiet kun ét medlem af byrådet i Odense. Det er Pernille Bendixen, der ikke genopstiller ved næste års kommunalvalg.

Uenig med Konservative og Nye Borgerlige

Christel Gall har ingen planer om at melde sig ind i nogle af de andre partier, der er repræsenteret i byrådet i Odense.

Læs også Dansk Folkeparti om ældrebesparelser: - Vi kan ikke finde de penge

- Jeg har haft en god samtale med Konservative, men som desværre efter min mening har den holdning, at EU er fantastisk, og at Angela Merkel (Tysklands kansler, red.) er Guds gave til menneskeheden, siger Christel Gall. 

- Andre har også spurgt til, om jeg skulle være i Nye Borgerlige, men jeg har læst deres partiprogram, og jeg er helt uenig med den økonomiske politik, så det er ikke et sted for mig, forklarer hun.