Dansk Folkeparti mister vælgere: Risikerer at ryge ud af fynske byråd

Dansk Folkeparti risikerer at miste flere byrådsmedlemmer til kommunalvalget næste år.

Næste år skal danskerne igen til kommunalvalg, og Dansk Folkeparti håber at kunne rette en smule op på de seneste dårlige valg, men partiet er fortsat i krise, og det kan betyde farvel til endnu flere lokale DF'ere.

Det mener i hvert fald TV 2/Fyns politiske analytiker Jesper Buch.

- Man plejer at sige, at landstendensen slår igennem med halv kraft, og det kan selvfølgelig godt betyde, at DF må vinke farvel til en række byrådsmedlemmer, fortæller Jesper Buch.

Tilbagegangen for Dansk Folkeparti begyndte allerede ved kommunalvalget i 2017. På Fyn gik partiet tilbage i syv ud af ti kommuner.

Ved folketingsvalget sidste år fik partiet endnu en afklapsning af vælgerne. Siden er det gået fra slemt til værre - og partiet ligger nu i flere meningsmålinger et par procent under det historisk dårlige valgresultat på 8,7 procent af stemmerne.

Mangler stærke profiler

Ved kommunalvalget 2021 vil Dansk Folkeparti blandt andet mærke, at man ikke længere har de store profiler til at trække stemmerne hjem.

- I Odense stod man allerede i 2017 uden en stærk profil som Alex Ahrendtsen, og det var sikkert med til at forklare en del af partiets katastrofale valgresultat. Næste år bliver det uden den blandt vælgerne populære Pernille Bendixen på stemmesedlen. Man må sige, at i en by som Odense er der simpelthen brug for markant stærkere profiler næste gang, mener Jesper Buch.

Dertil er flere vælgerne begyndt at sætte deres krydser andre steder på stemmesedlen efter flere negative sager for Dansk Folkeparti.

- Det er et parti, som har det svært efter en valgperiode, hvor partiets byrådsgrupper flere steder er blevet sprængt, siger Jesper Buch og fremhæver først og fremmest uroen i Svendborg.

- Helt galt gik det i Svendborg, hvor tre byrådsmedlemmer blev smidt ud eller selv gik efter en masse ballade omkring spidskandidaten Dorthe Ullemose og hendes ledelsesstil.

Spidskandidater bliver løsgængere

I Kerteminde har partiet mistet sin spidskandidat Knud Ahrnkiel, efter han skrev et facebookopslag, som partiledelsen opfattede som en opfordring til at begå vold mod indvandrere. Knud Ahrnkiel er nu løsgænger. 

I Middelfart blev spidskandidateten Anni Thyrrestrup kort efter seneste valg også løsgænger på grund af intern splid i byrådsgruppen.

- Det har været en turbulent periode flere steder, og det vil selvfølgelig skabe tvivl om, hvad man får for sit kryds, hvis man stemmer på Dansk Folkeparti, siger Jesper Buch. 

Der er kommunalvalg 16. november 2021.

Oversigt

    Oversigt