Nordens største ordbog udvider i Odense

Ordbogen.com, som har haft stor succes med online opslagsværker og undervisning, udvider sine lokaler. Det vil give mere arbejdsplads, men er også en investering for fremtiden.

I en tilstødende hal til Ordbogen.coms nuværende bygning, er håndværkere i gang med at omdanne det gamle lager til et nyt åbent kontormiljø. Direktør Peter Revsbech fortæller stolt om, hvordan det nye miljø skal tage sig ud.

- Der skal der være en squashbane! Her skal der være en stor åben kantine, og nede bagerst skal vores Tesla'er kunne køre ind og lade.

Armbevægelserne er store på den odenseanske it-virksomhed - og det med god grund. Gazelleprisen, som gives til Danmarks hurtigst voksende virksomheder, har Ordbogen.com vundet ni år i træk. Alle ni prisstatuetter står ved indgangen. Ved siden af verdens største bog på knap 90.000 sider indeholdende 46 ordbøger, som er tilgængelige på ordbogen.com. 

De ni Gazelle-statuetter vises frem ved indgangen til Ordbogen.com, ved siden af verdens største bog.
De ni Gazelle-statuetter vises frem ved indgangen til Ordbogen.com, ved siden af verdens største bog.
Foto: Morten Albek

Ordbogen.com, som nu udvider sine lokaler i Odense, har slået sig fast som en af de mest ekspansive og innovative it-virksomheder på Fyn. Men det får ikke ledelsen til at hvile på laurbærene.

- Vi er nået et punkt i vores rejse nu, hvor vi skal have mere plads. Der er ikke tanker om at udvide med en masse nye medarbejdere lige nu, men vi gør plads til det, fortæller Peter Revsbech.

Mere end bare en ordbog

Ordbogen.com er Danmark og Nordens største online ordbog med over 100 ordbøger og flere end en million daglige brugere.

Udover ordbøger har virksomheden også siderne grammatip.com og educas.com, som begge tilbyder brugere undervisning i sprog ved hjælp af øvelser og opgaver. Derudover findes også hjemmesiden lemma.com, som er den internationale udgave af ordbogen.com.

- Vi tror på, at de produkter, som vi har udviklet de sidste år, vil slå igennem og skabe mere vækst, forklarer Peter Revsbech.

Det er især oversættelser og ikke mindst færdigheder på et fremmedsprog, som ordbogen.com satser på nu. Deres nyeste produkt Write Assistant, vil gøre det nemmere for brugerne at skrive på et andet sprog. 

- Globaliseringen fortsætter, og der har aldrig været et større marked for oversættelser, end der er nu, fortæller Peter Revsbech.

Det har i flere år været muligt at oversætte online, men det er ikke bare det som ordbogen.com vil tilbyde:

- Der er knaldhård konkurrence på oversættelse lige nu, men vi vil ikke gøre, som man gør det i dag. Write Assistant er en ny måde at oversætte på, uddyber Peter Revsbech.

Tanken er at man vil kunne skrive på for eksempel engelsk i et almindeligt skriveprogram, og at programmet løbende vil rette og oversætte. Ikke ord for ord, men teksten som helhed, så der kommer et mere komplet og korrekt sprog. 

Write Assistant er dog ikke tilgængeligt for alle nu.

- Vi er i gang med at få det testet ude i forskellige målgrupper. Det er virksomheder og studerende, fortæller Peter Revsbech og fortsætter:

- Den feedback, vi får derfra, bearbejder vi, så vi i slutningen af 2020 har et salgbart produkt. 

Nye lokaler er en investering 

De nye lokaler, som håndværkere nu er i gang med at indrette i den gamle lagerhal, vil være mere åbne end de nuværende lokaler. Det vil give et mere attraktivt arbejdsmiljø, og det er vigtigt i en branche, som Peter Revsbech selv beskriver som elitær.

- Er man dygtig til at kode og til at udvikle teknologi, så kan du få job alle steder, fortæller Peter Revsbech

De nye omgivelser med blandt andet en squashbane, ny kantine og en stor udendørs terrasse vil kunne lokke kvalificerede medarbejdere til. 

- Vi skal motivere dem. De bliver ikke kun motiveret af en lønseddel, men også af store, åbne lokaler med højt til loftet, hvor man kan tænke store holistiske tanker, siger Peter Revsbech.

De nye lokaler vil give medabejderne højere til loftet end de nuværende
De nye lokaler vil give medabejderne højere til loftet end de nuværende
Foto: Morten Albek

Selvom der lige nu ikke er planer om at ansætte flere, vil det kunne blive tilfældet i fremtiden, og her er de nye lokaler og indretningen en nødvendig investering.

- Det med at kombinere kost, motion og kreativit arbejde er kommet for at blive. 

Bliver i Odense

Med den store stigning i omsætning, som de ni gazellepriser i indgangen viser, betyder det ikke at ordbogen.com rykker lokaler til andre steder i Danmark. Virksomheden startede i Odense i 2001, direktør Peter Revsbech ser ingen grund til at flytte.

- Odense er jo Danmarks teknologicentrum, så hvor skulle vi ellers være? spørger Peter Revsbech, mens han slår ud med armene og fortsætter:

- SDU ligger ved siden af og de store robotvirksomheder ligger her. Odense er en fed by at lave business i.

Online ordbøger og sproglæringssites er en god forretning. I hvert fald for Odense virksomheden Ordbogen.com, som har haft kraftig vækst  de sidste ti år. Virksomheden er webbaseret, men har alligevel brug for mere plads.

Oversigt

    Oversigt