Dreng sparket af cyklen og kaldt 'neger' af fremmed mand: - Nogen må vide, hvem han er

Torsdag eftermiddag blev 14-årige Oliver kaldt neger og sparket af sin cykel på stisystemerne mellem Søhus og Næsby. Nu efterlyses gerningsmanden.

14-årige Oliver var torsdag eftermiddag på vej hjem til sin far, da han på stisystemet mellem Søhus og Næsby i det nordlige Odense blev kaldt neger og sparket af sin cykel af en fremmed mand.

Hverken Oliver eller hans sri lankanske mor Charlotte Jensen har før oplevet noget lignende. 

- Aldrig. I dag er jeg begyndt at blive rigtig gal. Det er et voksent menneske, der har losset til et barn, fordi han har en anden hudfarve, siger Charlotte Jensen til TV 2 Fyn.

Anmeldt til politiet

Overfaldet skete omkring klokken 16.30.

- Han kommer cyklende, og manden råber neger ad ham. Han tænkte, at han bare kunne cykle forbi, men så sparker han ham af cyklen, og det er jo noget af et spark, for det er ikke en femårig, men en høj dreng på 14 år, fortæller Charlotte Jensen.

- Oliver skifter ikke farve af, at han vælter ham af cyklen, så hvorfor ikke bare lade ham være?

Oliver kom ikke til skade under overfaldet, og selvom han er en smule rystet, fortæller hans mor også, at han efter omstændighederne har det okay. Overfaldet er meldt til politiet.

- De har sat alt ind fra starten af. De sendte faktisk en patrulje ud på stisystemet, men han var der selvfølgelig ikke, fortæller Charlotte Jensen.

Et skarpt signalement

Torsdag aften delte hun episoden på Facebook i håb om, at gerningsmanden kan findes. 

- Jeg sendte det på Facebook, for så kan folk holde øje i området. Jeg synes, der er så skarpt et signalement, så nogen må kende ham, siger Charlotte Jensen.

Oliver beskriver manden som etnisk dansk med tatoveringer i hovedet og gråt fuldskæg. Han her enten en tatovering eller et modermærke omkring det ene øje. Torsdag gik han tur med en hvid hund. 

Oversigt

    Oversigt