Efterlyst odenseaner har ikke meldt sig i drabssag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En 58-årig mand blev lørdag omkring klokken 13.30 fundet død ved en shelterplads i Vadum nord for Aalborg. Torsdag er politiet kommet med nye oplysninger om sagen.
Det fremgår blandt andet af en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi, at offeret blev fundet i et brændende bål af nogle vidner. Efterfølgende viste retsmedicinske undersøgelser, at den 58-årige var død af knivlæsioner.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at drabet kan være sket flere timer før, bålet blev startet, formentlig fredag aften.
Politiet har tidligere meldt ud, at man leder efter to eller tre vidner, der menes at have været på shelterpladsen. Vidnerne efterlyses fortsat, men politiet mener nu at være sikre på, at der er tale om to vidner.
De to mænd menes at være fra henholdsvis Odense og Aarhus og tog ophold ved shelteret torsdag aften, da de formentlig var på vandretur i området.
Desuden peger politiet nu på to tidsperioder, det mener, er særligt interessante.
Det drejer sig om fredag 4. august klokken 10.15–11.30 og dagen efter, lørdag 5. august klokken 12.00-13.30.