En tredjedel af det forventede antal passagerer - men letbanen godkender opstart

Odense Letbane havde omkring 173.000 betalende passagerer i juni. Selv om det er langt under estimatet, godkender letbanen opstarten og den første måned.

På trods af at antallet af passagerer i juni ligger på blot en tredjedel af letbanens egne forventninger til en normal sommerperiode, godkender Odense Letbane opstarten i den første tids drift.

- Det er en godkendt start. Letbanen har fra dag ét flyttet væsentligt flere rejsende over i den kollektive trafik, og vi ser eksempler på nye grupper, som tidligere nok havde valgt bilen. Det er rigtigt positivt, siger Odense Letbanes administrerende direktør, Dan Ravn, i en pressemeddelelse.

Letbanen har torsdag offentliggjort passagertallene for juni. Tallene viser, at Letbanen fraregnet de første fem dage af måneden, hvor letbanen var gratis, havde 173.000 passagerer i juni. 

Det giver 6.920 passagerer om dagen og - ifølge letbanens egne beregninger - 8.200 daglige passagerer i hverdagene. 

Letbanens eget estimat for 2022 er 29.900 passagerer om dagen. Estimatet er lavet i april og er dermed lavet med vished om, at SDU ville være mere eller mindre lukket ned under opstarten, ligesom man vidste, at Nyt OUH er langt fra færdigt.

- Selvfølgelig havde vi gerne set flere passagerer de første uger, men vi er også bevidste om, at der vil være en indkøringsperiode. Lige nu kan det se ud som om, at indsvingskurven i Odense bliver mere flad end det, vi har set i andre byer, men det er for tidligt at bedømme. De kommende måneder må vise, hvilken kurve vi kan forvente, siger Dan Ravn.

Gulerod eller pisk

I et notat fra april beskriver Odense Letbane en række mulige konsekvenser og handlemuligheder, hvis antallet af passagerer svigter. 

Blandt andet peger de på bilfri zoner i Odense, dyrere parkeringsafgifter, færre parkeringspladser og bilfri søndag som greb, der skal tvinge odenseanerne fra bilen og over i letbanen.

Omvendt er der også muligheder for at lokke med blandt andet gratis letbanekørsel og flere af de såkaldte parker og rejs-anlæg, hvor man kan parkere bilen og i stedet taget den kollektive transport.

Hvorvidt odenseanerne kan se frem til gulerod eller pisk, må tiden vise. Letbanen satser dog på, at tallene vil rette sig op.

- Samlet set er det en godkendt start. Vi har stadig lang vej på alle områder, men vi har taget de første skridt, og for hver dag bliver letbanen en mere og mere integreret del af byens rytme, siger Dan Ravn.

Hvis letbanen ikke når op på de estimerede passagertal, sender det en ekstraregning videre til skatteyderne i Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt