Endnu en million indsamlet til frysende ukrainere: - Det er fantastisk

Indsamlingen, der skal være med til at sikre, at borgerne i Odenses venskabsby Kyiv overlever vinteren, går langt bedre end forventet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Nej, det holder slet ikke.

Sådan lyder svaret fra Peter Zinck, der er projektkoordinator i Rotary til spørgsmålet, om indsamlingen 'Kyiv fryser' lever op til forventningen. 

Og det er altså ikke negativt, at forventningen ingen hold har i virkeligheden.

Indsamling har nemlig allerede på fjerdedagen nået en million kroner mere, end hvad folkene i organisationen Rotary havde regnet med. 

Lørdag klokken 9.30 lød det indsamlede beløb på 2.2 millioner danske kroner. 

- Det er meget fantastisk, siger Peter Zinck om det overraskende tal.

Rotary, der står bag indsamlingen - der skal skaffe generatorer, telte, vinduesfilm og el-varmere til ukrainerene - havde sat én million kroner som indsamlingens mål.

Millioner uden el og varme

Der er dog også brug for pengene. Lørdag stod det nemlig klart, at der stadig er millioner af ukrainere uden el og varme, selvom de ukrainske myndigheder gradvist arbejder på at genoprette elsystemet i Kyiv.

- Da vi startede op på arbejdet med indsamlingen, vidste vi, at situationen er alvorlig, og den er kun blevet mere alvorlig siden, siger Peter Zinck. 

- Missilangreb ødelægger vand og varmeanlæg, konstaterer projektkoordinatoren. 

Situationens alvorlighed og indsamlingens succes på Fyn får nu den lokale afdeling af Rotary til at forsøge at udbrede budskabet om indsamlingen til andre dele af landet. 

- Indtil videre har vi været meget fokuseret på, at det er Odense, som hjælper Kyiv, men det drejer sig jo alene om at hjælpe i Kyiv. Det er det vigtigste, forklarer Peter Zinck, der har taget kontakt til Rotarys landsformand for at sprede budskabet.

Indsamlingen startede onsdag og sker i samarbejde mellem TV 2 Fyn, Fyens Stiftstidende, Odense Kommune og Rotary på baggrund af en konkret opfordring fra Kyiv's borgmester.

Har du lyst til at støtte indsamlingen, kan du gøre det på Mobilepay. Send dit beløb til nummeret 808069. Pengene går ubeskåret til generatorer, telte og el-varmere.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt