I det fynske folks tjeneste

Fynsk robotvirksomhed sprænger rammerne og flytter

Blue Ocean Robotics rykker fra 1.200 kvadratmeter til 5.000 kvadratmeter med egen restaurant og plads til flere ansættelser.

I Blue Ocean Robotics kommende domicil på Svendborgvej kan medarbejderne bedre mødes på tværs af funktioner og afdelinger, fortæller direktør Claus Risager. Foto: Blue Ocean Robotics og Nordicals/PR

Voldsom vækst i både omfanget af produktion og antal af medarbejdere betyder, at Blue Ocean Robotics må pakke robotterne sammen og flytte til ny adresse.

Til foråret 2020 flytter virksomheden således ind i et nyt domicil på Svendborgvej syd for Odense. Det nye hovedkvarter bliver mere end fire gange større end det tidligere.

Læs også Danmarks første: Malene og Marie-Cathrine skal inspirere kvinder til it

Blue Ocean Robotics er inde i en rivende kommerciel vækst på globalt plan med stor og stadigt stigende efterspørgsel efter robotter i den professionelle sektor. 

- Det er klart at med et øget globalt salg af vores servicerobotter og stadig stigende antal forhandlere i hele verden følger et behov for flere folk og mere plads, siger Blue Ocean Robotics' direktør Claus Risager i en pressemeddelelse.

Væksten gælder alle dele af virksomheden -  alt fra salg, marketing, kundesupport, teknisk service, indkøb og finans til produktionen af et øget antal robotter.

Det kræver både større og mere avancerede produktionslokaler, demo- og uddannelsesfaciliteter samt test- og kvalitetsarealer. 

Læs også Overskud hos fynsk robotkendis

På kundesiden skal der leveres træning og support, og det kræver bedre faciliteter som showrooms og mere plads til store arrangementer, uddannelsesforløb og lignende.

Det nuværende hovedkontor på Niels Bohrs Allé er på 1.200 kvadratmeter, og det har længe været for trangt for de over 100 ansatte.

Option på 5.000 m2 mere

I det nye domicil i Odense, får medarbejderne 5.000 kvadratmeter at boltre sig på. Og der kommer hele tiden nye ansatte til. Således er der de seneste måneder dagligt dukket en nyansat op.

I de nye lokaler kan medarbejdere og besøgende se frem til egen restaurant, foredragslokale med plads til 160 siddende gæster samt to store showrooms, hvor de forskellige servicerobotter virkelig kan komme til deres ret.

Blue Ocean Robotics har desuden helgarderet sig med en option på at kunne leje yderligere 5.000 kvadratmeter på samme adresse og under samme tag. 

Virksomheden forventer at holde den officielle indvielse af de nye lokaler i maj-juni 2020.

Læs også Efter shoppetur i Silicon Valley: - Vores HR-afdeling er nok den mest stressede

Fakta

Blue Ocean Robotics udvikler, producerer og sælger professionelle servicerobotter primært inden for sundhed, hospitality, byggeri og landbrug.

 

Porteføljen af robotter inkluderer blandt andet Beam Robots, en mobil telepresence robot til kommunikation, social inklusion og CO2 klimaforbedringer; UVD Robots, en mobil robot til desinfektion af patientstuer; PTR Robots, en mobil robot til forflytning- og genoptræning af patienter, med flere.

 

Virksomheden udvikler robotterne fra problem, idé og design over udvikling, kommercialisering og frem til scale-up, og hvert robot brand etableres i eget datter-/ventureselskab.

 

Dermed er Blue Ocean Robotics den første i verden af sin slags - en “Robot Venture Factory”.

 

Blue Ocean Robotics har blandt andet vundet en af robotbranchens største internationale priser, IERA Award 2019. B

 

lue Ocean Robotics er desuden en af de seks finalister til titlen som Årets Robotvirksomhed 2019.

 

Blue Ocean Robotics blev for nylig kåret som Børsen Gazelle-virksomhed – for tredje år i træk.

 

Blue Ocean Robotics blev for nyligt hædret af Technology Danmark for sin ekstraordinære indsats for at tiltrække, fastholde og udvikle særligt internationale talenter.

Se mere

Læs også Omvendte verden: Odense-robotfirma køber op i Silicon Valley