Fyrværkeriforhandlere i bitter strid: - Den store tryner den lille

To forhandlere af fyrværkeri i Odense er braget sammen i en bitter konflikt. Krudtborgen beskylder Fyns Største Fyrværkeriudsalg for at gemme dem væk bag bannere og containere.

Ved havnen i Odense udspiller der sig i disse dage en bitter nabostrid.

Det er to forhandlere af fyrværkeri, Fyns Største Fyrværkeriudsalg og Krudtborgen, der er raget uklar.

quote Hvis man lægger sig lige op og ned af hinanden, så må man regne med konkurrence.

Martin Basso, indehaver, Fyns Største Fyrværkeriudsalg

Sebastian Kania fra Krudtborgen føler sig gemt væk bag bannere og reklamer for Fyns Største Fyrværkeriudsalg, der ligger omkring 40 meter længere oppe ad vejen.

- Jeg synes, det er frækt. Han har lejet området, hvor han sætter reklamer op, af Odense Havn. Så i princippet bryder han ingen regler, men etisk og moralsk synes jeg, det er forkert, at man sætter store bannere og hegn op foran en konkurrent, forklarer Sebastian Kania.

- Det er den store, der tryner den lille, tilføjer han.

Sebastian Kania driver Krudtborgen sammen med en gruppe venner. De har haft gang i forretningen i en håndfuld år, mens Fyns Største Fyrværkeriudsalg har drevet forretning i langt flere.

'Man må leve med konkurrencen'

Ifølge Sebastian Kania er det også en del af grunden til, at han ikke blot svarer igen med endnu større reklamer for sin egen butik.

- Fyns Største Fyrværkeriudsalg har en væsentligt større pengepung end os, så det er jo ikke noget, vi kan gøre på samme måde som dem, forklarer han.

Fyns Største Fyrværkeriudsalg er en kæde af fyrværkeributikker, der skyder op otte forskellige steder på Fyn hvert år. Indehaveren, Martin Basso, mener ikke, han gør noget forkert.

- Vi har de her få dage mellem jul og nytår, hvor vi kan sælge fyrværkeri. Hvis man lægger sig lige op og ned af hinanden, så må man regne med konkurrence, siger han.

Han kan dog godt forstå, at Krudtborgen er trætte af hans store reklamer.

- Det ville jeg også være, hvis det var mig. Men omvendt var vi her først og har drevet forretning her længe, før de kom til.

På trods af den dårlige stemning, lover begge forhandlere, at de er klar til at tage kampen op igen til næste år. 

Kampen om kunderne hos de fynske  fyrværkeri-sælgere er hård. Der er masser af penge på spil og her et døgn før den store aften ryger der millioner af kroner over disken.  I Odense er to forhandlere af nytårsraketter og sjove hatte braget sammen i en bitter konflikt i jagten på kunder.

Oversigt

    Oversigt