I det fynske folks tjeneste

Hjemløse tilbudt gratis klipning og barbering op til jul

O's Barbershop i Søndergade i Odense har tilbudt brugerne af Kirkens Korshærs varmestue gratis klipning og barbering.

00:55

Rasmus Møller Nielsen blev både klippet og barberet på Omar Ajjaouis regning. Video: Marie Louise Florival Andersen

Mandag blev der blev klippet, trimmet og barberet i den gode sags tjeneste hos O's Barbershop i Søndergade i Odense.

Læs også Miraklet i Madrid: Vind spillertrøje med autografer

En af dem, som havde taget imod barbersalonens tilbud om en gratis klipning og barbering, var Rasmus Møller Nielsen.

Han kommer i Kirkens Korshærs varmestue, hvor ejeren af barbersalonen, Omar Ajjaoui, har givet gæsterne det gode tilbud.

- Det er faktisk bare for at give dem en god oplevelse, og så for at de kan se godt ud juleaften, siger Omar Ajjaoui.

Således kunne Rasmus Møller Nielsen tilbagelænet i frisørstolen konstatere, at det var lang tid siden, han sidst havde fået smurt underansigtet ind i barberskum med en rigtig barberkost og var blevet barberet af en rigtig barber.

Efter en tur under Omar Ajjaouis kyndige jongleren med barbermaskine og saks kan Rasmus Møller Nielsen se nyklippet og nybarberet frem til jul.

- Jamen, fremragende, takkede Rasmus Møller Nielsen Omar Ajjaoui, inden han forlod salonen.

Læs også Fynsk gartneri får bøde i tvist om karse