Hvem har ret til at bo i lejligheden?

Det er højsæson for boligsvindel, og et teaterstykke kører svindelen helt igennem: Tre fyre dukker op i den samme lejlighed og tror, de skal bo der - alene!

Sagerne dukker jævnligt op i pressen, hvor en svindler har narret penge fra håbefulde lejere. Især omkring studiestart i september vrimler det med nye studerende, der desperat søger efter en studiebolig.

I 2013 gik det i Odense ud over den ungarske studerende, Adrian Arlett, der blev narret til at betale 11.000 kroner i indskud til en lejlighed i Vestergade. Desværre for ham var der flere andre, der også var blevet narret til at betale. Desuden ejede den såkaldte udlejer slet ikke den pågældende lejlighed.

Men hvad nu hvis tre lejere alle mødte op i den samme lejlighed i den tro, at de skulle bo der alene? Det er udgangspunktet for teaterstykket Plattenslager, som Teater Fabulas nu tager op på Teater Momentum i Odense. Og temaet ramte mere plet på virkeligheden end skuespillerne havde regnet med.

- Der er flere, der er kommet og har fortalt, at de kender nogen eller selv har været ude for sådan en situation. At de lige havde betalt depositum til en lejlighed, hvor de så var to, der havde gjort det, fortæller Jakob Thrane, der er en af de tre skuespillere.

 

 Sammen med Emil Hyldeborg og Emil Veber er han lige rykket ind på Teater Momentum i Odense, så hverken kulisser eller kostumer er klar endnu. Men replikkerne er klar og handler om spillet mellem de tre lejere.

- Selve stykket handler om, hvad man så gør, når man står indenfor de her fire vægge, fortæller Jakob Thrane.

Unge i skuespillerfaget

De tre fyre i stykket er blevet snydt af en der lod som om, han var boligudlejer. Men kan de tre medlemmer af Fabulas selv overbevise publikum om deres evner på scenen? De er nemlig ikke uddannede skuespillere - de kalder sig bare skuespillere. Det bekymrer dog ikke de tre unge mænd, da skuespiller ikke er en beskyttet titel. Alle kan kaste sig ud i skuespillerfaget, hvis man har noget at byde på. Og det mener Emil Hyldeborg, at de har.

Emil Hyldeborg, Emil Veber og Jakob Thrane udgør tilsammen Fabulas.
Emil Hyldeborg, Emil Veber og Jakob Thrane udgør tilsammen Fabulas.
Foto: Christoffer Laubel

- Vi er så unge, at vi ikke er kommet ind på skuespillerskolerne endnu. Så indtil videre dyrker vi teateret på den her måde, hvor vi selv sørger for det hele. Instruerer, spiller og selv sørger for alt det praktiske.

De tre unge har selv sørget for opsætningen af stykket, som først spiller fire dage i Odense, og derefter fortsætter i København. Lidt senere er det også planen, at den skal opføres i Nyborg og Århus.

Og så er det op til publikum at tænke over, om man selv kunne blive narret af en boligudlejer.

- Jeg har hørt flere historier om det. Det sker rundt omkring, så jeg tror, det kunne ske for enhver, siger Emil Veber.

 

 

Oversigt

    Oversigt