Incidenstallet falder i Odense og Vollsmose

Incidenstallet i Vollsmose er faldet fra lørdag til søndag. Odense M og Odense SØ har fortsat også høje tal.

Søndag formiddag oplyser Odense Kommune, at der i hele kommunen er fundet 26 nye smittede det seneste døgn.

Antallet af registrerede smittede de seneste syv dage er således oppe på 224.

Det giver søndag et incidenstal på 109,3. Dermed er incidentallet faldet fra lørdag til søndag.

Med et incidenstal på 109,3 skal man tilbage til den 27. februar for at finde et tal der var lavere. Her var incidenstallet 107,4.

Incidental faldet fra 951,5 til 875

Det er især i Odense NØ, at smitten er stor. Her er incidenstallet søndag af Odense Kommune opgjort til 606, mens det lørdag var oppe 681.

I Vollsmose-firkanten, som ligger i Odense NØ, fik 1.353 personer lørdag foretaget en corona-test, og ifølge søndagens opgørelse blev der fundet otte nye smittede. 

Således er der den seneste uge alene i Vollsmose fundet 80 smittede, og det giver søndag et incidenstal på 875. Lørdag var incidenstallet i Vollsmose-firkanten 951,5.

Også Odense M og Odense SØ har høje incidenstal. Søndag ligger de to bydele på henholdsvis 118 og 128.

Til sammenligning er de fem hårdest ramte kommuner i landet Ishøj med et incidenstal på 245, Fredensborg med 201,2, Høje-Taastrup med 160, Kolding med 153,8 og Glostrup med et incidental på 147,3. Tallene er offentliggjort lørdag af Statens Serum Instistut.

Odense Kommunes tal er opgjort på baggrund af tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Incidenstal

Oversigt

    Oversigt