Interessant tip om stjålne kanoer: - Vores telefoner er fuldstændig rødglødende

Der er et vidne, der måske har set de stjålne kanoer fra Odense Aafart i de sene nattetimer.

I starten af marts fik Odense Aafart stjålet 22 ud af deres 25 kanoer. Tyveriet skete, mens kanoerne var opmagasineret for vinteren, og tilsammen blev der stjålet for en værdi af omkring 400.000 kroner.

Heldigvis har Odense Aafart fået mange henvendelser i sagen, og direktør Eva Pasgaard håber, at kanoerne snart bliver fundet.

- Vi er blevet væltet ned. Vi har haft 350.000 visninger på det opslag, vi har lavet, så det er gået rigtig meget viralt. Vi har fået rigtig mange reaktioner online, og vores telefoner er fuldstændig rødglødende. Der har været rigtig mange, som har ringet og skrevet med gode fif og idéer, siger Eva Pasgaard.

Set stjålne kanoer om natten

Særligt ét tip tegner godt for efterforskningen.

- Vi har fået et tip i dag, som er rigtig interessant, for der er en, som har set nogle kanoer om natten, så der er helt klart noget, vi kan gå efter, siger Eva Pasgaard.

På grund af tyveriet måtte Odense Aafart i sidste weekend skyde sæsonen i gang uden kanoer. Mandag fik Odense Aafart dog leveret 15 nye kanoer, så påsken er reddet, forsikrer direktøren.  

Fyns Politi ønsker ikke at kommentere efterforskningen af de stjålne kanoer.

Oversigt

    Oversigt