Kørte ud over Odins Bro: 19-årig sigtet efter hasarderet ulykke

Fyns Politi oplyser, at man har sigtet den 19-årige mandlige bilist, som kørte ud over Odins Bro og faldt mere end 20 meter ned.


Nu er den 19-årige unge mand, som kørte en bil ud over Odins Bro natten til mandag, blevet sigtet.

En spiritusprøve, man har taget, viser nemlig, at den unge mand ifølge politiet kørte påvirket.

- Vi har valgt at sigte ham på baggrund af de resultater, der kom tilbage, fra de prøver vi tog fra ham efter ulykken, siger Sunniva Pedersen, pressemedarbejder hos Fyns Politi.


Hun fortæller, at man indtil videre alene har sigtet ham for at have ført en bil med spiritus i blodet.

Man mangler nemlig stadig at afhøre bilisten. Et naturligt næste skridt i efterforskningen, lyder det fra pressemedarbejderen.

- Så kan det jo vise sig, at vi sigter ham for andre ting, når vi har talt med ham. Eksempelvis at have kørt hasarderet, siger Sunniva Pedersen.

Klarede sig uden skrammer

Bilen, som kørte under en bom og ud over kanten på broen, faldt 20 meter ned.

Det skete klokken lidt i halv fire natten til mandag.

Ulykken fandt sted, mens der var vidner, der så til.

Odins Bro var på tidpunktet kørt op for at give plads til, at passerende skibe kunne sejle forbi.

Utroligt nok skete der dog ikke noget alvorligt med den unge mand, som kom kørende med høj fart.

- Vores vagtchef har fortalt at på mirakuløs vis, så slap den unge mand helt fri af skader fra ulykken, lyder det videre fra Pedersen.

Bilen, der kørte ud over broen, landede med bunden i vejret på landjorden.