Kras kritik af kunstmuseum: - Brandts' udstillinger er underholdningsmaskiner

Brandts er ifølge Politikens kunstanmelder gået bagud af dansen og er på vej til helt at miste sin kunstneriske identitet.

Med lækkert lys og flotte fortællinger om Disney, Tintin eller Pixar gør Kunstmuseum Brandts sig selv til en reklamesøjle for californiske filmmastodonter. 

Det mener Politikens kunstanmelder, Mathias Kryger.

Han skriver i en kommentar i avisen, at museet helt er ved at miste sin kunstneriske identitet. Problemet er, siger han, ikke de populærkuturelle udstillinger i sig selv, men at de kommer som detailstyrede færdigløsninger. Derfor er det ikke Brandts, der står for den kunstneriske formidling, men virksomhederne selv. 

- Hvis nu jeg skulle lave en udstilling om mig selv, ville den være en hyldest. Der ville være meget lidt kritisk bevidsthed i den. Det er måske bare det, jeg synes, er lidt kedeligt ved de her udstillinger. Det er, at det fuldstændig er underholdningsmaskiner uden kritisk afstand, siger han til TV 2/Fyn.

Populærkultur uden kontekst

At Brandts vil være et musum for både kunst og visuel kultur i en mere bred forstand, har Mathias Kryger forståelse for.

- Det er sådan set fint nok at ville lave nogle udstillinger, som er brede og tager nogle fænomener op, som er anderledes end en traditionel kunstudstilling, siger han.

Men jagten på besøgende gør muset til et "disneyficeret center for tegneserier og anden visuel kultur". Og museet svigter, når udstillingerne ikke sættes ind i en anden kontekst. 

Som eksempel bruger Mathias Kryger Brandts nye udstilling om Pixar. 

- Der er ingen diskussion af, hvad det vil sige, at det er amerikanske animationsfilm. Det er dem, vi ser i dag, hvor det måske for 30-40 år siden var andre, der var gængse i dansk bevidsthed. De her spørgsmål er der ikke plads til i denne type udstilling. Helt grundlæggende er der ikke plads til spørgsmål, siger kunstanmelderen. 

Kulturinstitution i knæ

Kritikken af de kunstneriske prioriteringer på Brandts kommer på et tidspunkt, hvor museet har rigeligt at se til. 

For nylig kom det frem, at Mads Damsbo, der blev fyret som direktør i november, havde efterladt en budgetoverskridelse på 1,3 millioner kroner. Derfor bliver billetterne til museet fremover dyrere, og fra 1. februar bliver den fri entré torsdag eftermiddag sløjfet.

Mathias Kryger frygter nu, at den stærke identitet, Brandts har haft, er ved at smuldre helt. 

- Det virker, som om at man med de store udstillinger har haft en forventning om at få enormt mange besøgende i butikken. Og så har man underprioriteret den nye, spændende samtidskunst eller historiske udstillinger af forskningsmæssig karakter, siger Mathias Kryger.

Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra Kunstmuseum Brandts.

Oversigt

    Oversigt