Landbrugsskole overtrådte ikke forsamlingsforbud med torsdagsbar

Dalum Landbrugsskole måtte gerne holde torsdagsbar med flere end 10 personer, fastslår byret.

Dalum Landbrugsskole overtrådte ikke forsamlingsforbuddet, da den i maj sidste år holdt torsdagsbar for eleverne.

Det har Retten i Odense onsdag afgjort, skriver landbrugsavisen.dk.

En hundelufter ringede om aftenen den 14. maj til politiet, fordi en gruppe elever var samlet til torsdagsbar i et telt på skolens grund.

Ifølge anklageskriftet mod skolen deltog 25-30 personer i torsdagsbaren på et tidspunkt, hvor det var forbudt at samles flere end 10 personer.

Politiet rykkede ud, og omkring 20 elever fik hver en bøde på 2500 kroner. Desuden fik Dalum Landbrugsskole en bøde på 40.000 kroner for at have arrangeret torsdagsbaren.

Men forstander Jens Munk Kruse nægtede at betale bøden. Han mener ikke, at forsamlingsforbuddet gælder for skolen og dermed heller ikke for eleverne, så længe de opholder sig på skolens grund, skriver landbrugsavisen.dk.

Det fremgår af bekendtgørelserne om coronahåndteringen, som politikerne vedtog i sommer, at forsamlingsforbuddet ikke gjaldt for skoler, eller aktiviteter der finder sted uden for de lokaler eller øvrige lokaliteter, som skolen råder over.

Anklagemyndigheden valgte at bringe sagen for retten, som onsdag altså har frifundet skolen.

Jens Munk Kruse er naturligvis glad og tilfreds med afgørelsen.

- Det vigtigste for mig er, at det nu står klart, at vi som skole har det rum at arbejde i - at forsamlingsforbuddet heller ikke gælder udenfor - og at vi kan drive vores skole videre med mere end 10 elever, og at det er os som skole, der vurderer, hvordan vi bedst og klogest kan følge anbefalingerne, siger han til landbrugsavisen.dk.

- Jeg tror, der er en hel del skoler, som har fulgt spændt med og håbet, at det faldt den her vej.

De omkring 20 elever, der fik bøder i forbindelse med torsdagsbaren, nægtede også at betale. Det er uvist, om anklagemyndigheden frafalder sagerne mod dem efter onsdagens frifindelse af skolen.

Anklagemyndigheden har nu to uger til at afgøre, om man vil anke sagen til landsretten.

Oversigt

    Oversigt