Lastbil væltet på byggeplads

En lastbil skulle levere sand til en byggeplads i Odense, men ikke alt gik som planlagt. Den væltede, da den skulle læsse sandet af.

Onsdag morgen startede som en helt almindelig dag på en byggeplads på Rugårdsvej i Odense. En lastbil skulle levere sand, som er blevet gjort mange gange før. Men ikke alt forløb efter planen. Da lastbilen skulle læsse sandet af, slog teknikken fejl. 

- Sandet begynder at glide tilbage, men da det rammer bagporten, åbner den sig ikke, fortæller projektchef hos Hans Jørgensen & Søn Steffen Hjære til TV 2/Fyn. 

Det fik store konsekvenser for lastbilen. Trykket fra sandet mod porten fik forhjulene til at løfte sig fra jorden, og lastbilen væltede om på siden. 

Et sjældent syn

At en lastbil vælter, er ikke noget, de på byggepladsen sådan lige glemmer.

- Jeg har ikke oplevet det før på en byggeplads. Det er meget sjældent, at sådan noget foregår, siger Steffen Hjære.

Heldigvis kom ingen af medarbejderne på byggepladsen til skade, da den store lastbil satte kurs mod jorden. Kun chaufføren, som sad i lastbilen, fik enkelte skrammer med på vejen i faldet. Men ikke noget alvorligt.

- Vi er glade for, at der ikke skete noget, siger Steffen Hjære. 

Forsinker arbejdet

Lastbilen ligger på pladsen, hvor byggeriet er i gang. Det giver nogle forsinkelser resten af dagen, men ifølge Steffen Hjære er det ikke noget, der får de store konsekvenser for byggeriet i fremtiden.   

- Der er selvfølgelig en lastbil, der er gået i stykker, men det må forsikringen tage, siger han.

De næste timer står på oprydningsarbejde, så medarbejderne igen kan fortsætte det planlagte arbejde. 

- Nu gør vi det, at vi prøver at få lastbilen rejst op, så den kan køres væk. Og så fortsætter arbejdsdagen, siger Steffen Hjære. 

Oversigt

    Oversigt