Letbanen tester: Sand erstatter passagerer i Brunneren

Odense Letbane har endnu ikke sikkerhedsgodkendelse til at køre med passagerer, derfor testkører leverandøren med 20 tons sandsække.

På skinnerne i Odense kører letbanen testkørsel for at blive klar til åbning i efteråret 2021.

Men letbanetogene må ikke køre passagerer endnu, og derfor har leverandøren Stadler testkørt med sandsække i stedet.

- Det er strengt forbudt at køre med passagerer før sikkerhedsgodkendelserne er i hus, oplyser Odense Letbane til TV 2/Fyn.

Hver sandsæk vejer 25 kg. Og da et helt fyldt letbanetog vejer cirka 20 ton mere end et tomt togsæt, skal der mange sandsække til.

Stadler er netop blevet færdige med første del af testkørslen. De fortsætter efter sommer, hvor de skal testkøre en længere strækning. 

Det bliver dog også uden passagerer.

- Vi tager først passagerer med, når vi åbner, lyder det fra Odense Letbane.

Det er togsæt nummer 1, som får navnet Brunneren, der har testkørt med sandsække-passagerer. Det er Brunneren, der skal testes for at opnå den såkaldte typegodkendelse - som bliver rettesnor for de øvrige 15 odenseanske togsæt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt