I det fynske folks tjeneste

Lukningstruet efter et år: Fund Friskole kæmper for overlevelse

Fredag sendte Fund Friskole et brev til forældrene om, at skolen lukker. Nu kæmper flere for dens overlevelse.

Billedet er fra første skoledag, hvor Fund friskole slog dørene op for første gang. Det er kun et år siden.

Fredag sendte Fund Friskole et brev til skolens 135 elever om, at efter skolens vurdering, ville den lukke. Men det vil en forældregruppe ikke risikere, og de kæmper nu for at få indhentet de sidste penge og at få skolen på rette køl igen.  

Der er ingen tvivl om, at der har været en mangelfuld økonomisk styring hos os

Michael Thagaard, skoleleder FUND friskole

- Det vi skriver, er, at som det ser ud, så er det vores vurdering, at vi lukker skolen. Split sekundet efter det brev er sendt ud, går masser af forældre i front og siger, at det kan ikke passe, siger Michael Thagaard, der er skoleleder på Fund Friskole. 

Skolen har kun eksisteret et år, men havde før brevet blev sendt ud, optag af elever til de næste fem år.

Læs også Ny friskole i Odense skal være uden prøver og karakterer

- Der er ingen tvivl om, at der har været en mangelfuld økonomisk styring hos os, det er vi ved at rette op. Det er jeg bevidst om, at jeg er ansvarlig for. Vi har været ramt på uheld, på uheld, på uheld, det fører så til, at vi må sige til forældrene, at det ser sort ud lige nu, siger Michael Thagaard.

Økonomisk kaos

Sidste år slog skolen dørene op for elever for første gang. Skolen bygger på FNs 17 verdensmål, og skolen adskiller sig blandt andet fra folkeskolen ved, at der ikke bliver givet karakterer eller holdt eksamener. Der bliver heller ikke afholdt nationale test, som folkeskolerne skal.

Det er vigtigt at sikre, at vi også har en skolestruktur, som er driftsorienteret, hvor der er fokus på økonomien fremadrettet

Thomas Vorre, forælder

Thomas og Lene Vorre, der har to børn i skolen, er meget glade for et alternativ til de andre folkeskoler. 

- Som uddannet lærer, har jeg aldrig set noget så godt. Det er et fantastisk koncept, og det skal lykkes. Det er helt fantastiske visioner. Der skal bare være nogle andre til at styre det økonomiske. Det er svært, og det har man måttet sande, siger Lene Vorre. 

Læs også Første skoledag: Flere dropper folkeskolen og vælger friskoler

Thomas og Lene Vorre er begge trådt til i den gruppe af forældre, der siden fredag har arbejdet på, at skolen skal overleve. 

- Vi fik et brev om, at det er svært, og at bestyrelsen har svært ved at se sig ud af det her økonomiske kaos der er. Der har været manglende fokus på økonomi i ledelsen, siger Thomas Vorre. 

- Vi bliver så ringet op af en anden forælder, som vi kender, og så begynder vi at kigge på, at det må kunne lade sig gøre.  Derfra fik vi stablet et møde op med ledelsen og bestyrelsesmedlemmerne, siger Thomas Vorre.

Der mangler i omegnen af 200.000 kroner for, at skolen kan fortsætte. Forældregruppen trækker på hver deres erhvervsmæssige baggrund og arbejder på løsninger. En af løsningerne er at udbyde aktier, og så kigges der på skolestrukturen, som skal ændres fremadrettet. 

- Det er vigtigt at sikre, at vi også har en skolestruktur, som er driftsorienteret, hvor der er fokus på økonomien fremadrettet, siger Thomas Vorre.

For Thomas Vorre er det en udfordring at samle forældrene midt i sommerferien, men både han og Lene Vorre er optimistiske om, at de skal nå i mål. 

Fremtiden afgøres torsdag

Skoleleder Michael Thagaard fortæller, at forældrene stadig ønsker, at han fortsætter på trods af, at det er ham, som har det overordnede ansvar for den nuværende situation. 

- Det er enormt rart, at de ønsker, at jeg fortsætter, for mig er det jo et livsværk. Men jeg er klar over, at jeg bærer en del af ansvaret. Der er ting, der skal være anderledes, det er helt sikkert, siger Michael Thagaard.

Læs også Nye lejere: Bazar Fyn bliver til friskole og børnehave

- Det bliver et Fund 2.0, som bygger på de ting vi har arbejdet med i et års tid. Forældregruppen skal nu have ro til at arbejde med de her ting. Men det vidner om en meget stærk gruppe af forældre, som vil have det til at fungere, siger Michael Thagaard.

Skolen har haft planer om at skulle flytte i lokalerne, hvor Bazar Fyn tidligere holdt til. I en SMS fra ejendomsselskabet Olav de Linde fremgår det, at det stadig er planen, indtil de hører andet fra friskolen. 

Torsdag gør skolen op, om de nye initiativer kan få skolen til at fortsætte.