I det fynske folks tjeneste

Måling: Massiv modstand mod salg af Fjernvarme Fyn

To ud af tre odenseanere er imod et salg af Fjernvarme Fyn. Det viser en meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 Fyn.

00:39

To ud af tre odenseanere er modstandere af salget af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn, viser en meningsmåling foretaget for TV 2 Fyn. Video: Fotograf: Redigering:

Der er massiv modstand mod et salg af Fjernvarme Fyn. Det viser en måling, som Megafon har lavet for TV 2 Fyn. Ifølge målingen er 65 procent af odenseanerne imod at sælge Fjernvarme Fyn for at finansiere velfærdsinvesteringer.  

Kun 14 procent synes, at det er en god idé.

Der er mange følelser i den her diskussion, og de følelser er stadigvæk ude i byen.

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune

- Der er mange følelser i den her diskussion, og de følelser er stadigvæk ude i byen. Og der må jeg jo bare, som en af dem, der har været med til at træffe beslutningen, påtage mig et ansvar for, at der er mange ting i det her, som simpelthen ikke er forklaret godt nok endnu, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S). 

Rahbæk: Måling er et øjebliksbillede 

Målingen er lavet, efter et smalt flertal i Odense Byråd bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre valgte at sælge Fjernvarme Fyn til det forbrugerejede selskab Energi Fyn.

Prisen for Fjernvarme Fyn er aftalt til 900 millioner kroner, og af dem får Odense Kommune 524 millioner kroner. En del af salgsprisen går til Nordfyns Kommune, som ejer tre procent af Fjernvarme Fyn. Derudover skal der også betales en afgift til staten.  

Læs også Socialdemokratiet sikrer flertal for salg af Fjernvarme Fyn

- Vi bruger det (salget af Fjernvarme Fyn, red.) til at finansiere Velfærdens Fundament, som er en plan til 1,8 milliarder kroner. Jeg tror, at når der kommer planer for, hvad det betyder for ældreområdet, kan vi bygge flere seniorboliger, vi kan lave demenspladser på plejeområde, vi kan renovere alle vores folkeskoler, og vi kan bygge ud til, at der kommer flere børn i dagtilbuddene, så tror jeg også, at der kommer en bredere forståelse for, hvad meningen er med den her manøvre, siger Peter Rahbæk Juel.

Megafon-undersøgelse om Odenses borgernes holdning til salg af Fjernvarme Fyn. Undersøgelsen er baseret på 1.047 interviews og er foretaget i perioden fra 16. - 18. september 2020 på vegne af TV 2 Fyn.

Socialdemokratiske vælgere er imod et salg

Selvom socialdemokraterne med Peter Rahbæk Juel i spidsen har anbefalet et salg, er der også stor modstand af et salg blandt socialdemokratiske vælgere. Her viser målingen, at 61 procent af de socialdemokratiske vælgere er imod et salg. Kun 18 procent støtter salget af Fjernvarme Fyn.

- Der har været så meget misinformation, især på sociale medier, og der møder jeg dagligt nogle, der har hørt nogle fuldstændig vilde ting omkring, hvad det er borgmesteren har tænkt sig, eller flertallet af byrådets partier har tænkt sig. Så der skal vi stadigvæk lige forholde os til fakta, så får vi en bedre diskussion. Så på den måde er der mange ting, der skal diskuteres i den her sag, siger Peter Rahbæk Juel. 

Læs også Salg af fjernvarmen: Her er Energi Fyns bud på en løsning

Radikale vælgere er mest begejstrede

Ifølge målingen er det Radikale Venstres vælgere, der er mest begejstrede for et salg af Fjernvarme Fyn. Her støtter 28 procent, at det er en god idé at sælge Fjernvarme Fyn for at finansiere velfærdsinvesteringer.

På trods af at lidt mere end hver fjerde radikale vælger bakker op, er der dog også i de radikale rækker et flertal af vælgere, der er imod et salg. Målingen viser, at knap halvdelen af de radikale vælgere er imod et salg af Fjernvarme Fyn.

03:00

Forstå sagen om salget af Fjernvarme Fyn på tre minutter. Video: Fotograf: Natacha Djervad Redigering: Sune Jørgensen

Luk video

Borgermøder skulle sikre folkelig inddragelse

Undervejs i salgsprocessen af Fjernvarme Fyn har der været afholdt flere borgermøder, som skulle inddrage odenseanerne i processen.

På møderne skulle politikerne tage bestik af, hvad befolkningen mente om et salg og svare på de spørgsmål, som borgerne ville stille på møderne. Men ifølge den Radikale Venstres børne- og ungerådmand Susanne Crawley har Odense Kommune ikke været god nok til at inddrage borgerne.

- Vi i de politiske partier har noget at skulle lære omkring borgerinddragelse. Dagsordenen er blevet sat på borgermøder, hvor det ikke har været et bredt udsnit af befolkningen, der har deltaget. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået børnefamilierne og unge mennesker i snak, så havde resultaterne set anderledes ud.  Og så noterer jeg mig, at der er en fjerdedel af mit eget parti, som er for et salg. Det er, fordi vi har talt om det i partiet, forklarer Susanne Crawley.

Læs også Skarp kritik af fjernvarme-forhandlinger: - Der blev ikke lyttet til andre forslag

Selvom målingen viser massiv modstand mod et salg af Fjernvarme Fyn,  mener Peter Rahbæk Juel, at der i bredere kredse er større opbakning til salget af Fjernvarme Fyn. Det har han mærket på høringssvar, og når han har været i kontakt med institutioner på både ældre og børne- og ungeområdet. 

- Jeg er sikker på, fra det hav af samtaler og besøg jeg har haft på plejecentre, hjemmeplejen, skoler, dagtilbud og idrætstilbud, hvor man står med opgaven, når der kommer flere børn og ældre, så har man simpelthen brug for, at der sker noget, hvis vi skal fortsætte med at have en ordentlig skole, et ordentligt dagtilbud og en god ældrepleje, siger borgmesteren.

DF-vælgere er mest imod

Den største modstand mod et salg af Fjernvarme Fyn finder man blandt vælgerne i Dansk Folkeparti (81 procent imod), Liberal Alliance (77 procent imod), Enhedslisten (76 procent imod), Venstre (73 procent imod og Konservative (73 procent imod). 

De vælgere, der er mest begejstrede for et salg af Fjernvarme Fyn, findes blandt Radikale Venstre (28 procent for), SF (19 procent for) og Socialdemokratiet (18 procent for).

Megafon-undersøgelse om Odenses borgernes holdning til salg af Fjernvarme Fyn. Undersøgelsen er baseret på 1.047 interviews og er foretaget i perioden fra 16. - 18. september 2020 på vegne af TV 2 Fyn.

Salget af Fjernvarme Fyn er aftalt politisk mellem Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre, men er endnu ikke stemt igennem i byrådssalen.