Midlertidig OB-træner efter sejr: - Jeg kommer ikke til at fortsætte

Det blev en overlegen sejr i den første kamp med en ny træner på sidelinjen. Men det ændrer ikke ved planerne for fremtiden, mener den midlertidige træner, sportchef Michael Hemmingsen.

Efter en række nederlag og en fyret træner var der meget på spil, da OB søndag tørnede sammen med hjemmebaneholdet AaB i Superligaen.

Men med sportschefen og den nye midlertige træner Michael Hemmingsen på sidelinjen forløste OB spændingen med en 2-0-sejr. Alligevel mener træneren ikke, at det er hans fortjeneste.

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, man kunne se, at spillerne kom ud med et frisk og energisk udtryk, der blev omsat til, at vi fik en sejr. Så det er helt sikkert spillernes fortjeneste, siger Michael Hemmingsen.

Sejren rejser dog spørgsmålet, om han kunne finde på at fortsætte som træner for holdet, hvis søndagens kamp kommer til at sætte standarden for resten af sæsonen.

Men det afviser Michael Hemmingsen blankt.

- Jeg kommer ikke til at være fast træner for OB.

Trænerskift giver energi

I spillertruppen er der da også enighed om, at det ikke var det nye navn på trænerbænken, der resulterede i en sejr.

- Det ville være groft nok sagt, at det var den nye træner. Jeg synes, der var en energiudladning, som vi ikke har haft i rigtig lang tid, siger Mads Frøkjær.

- Det ser man typisk, når der ryger en træner, fordi folk har en masse energi, de gerne vil ud med af den ene eller anden årsag.

Issam Jebali og Jens Jakob Thomasen fejrer scoringen til 2-0 i superligakampen mellem AaB og OB på Aalborg Portland Park.
Issam Jebali og Jens Jakob Thomasen fejrer scoringen til 2-0 i superligakampen mellem AaB og OB på Aalborg Portland Park.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En enlig svale?

Trænerskiftet skete mandag, hvor klubben annocerede fyringen af den tidligere træner Jakob Michelsen. Nyheden kom efter et utilfredstillende resultat i den igangværende sæson.

Klubbens ledelse arbejder fortsat på at finde den helt rigtige afløser, der endelig kan løfte OB op i den øverste halvdel af Superligaen, hvor klubben kun har været en gang i de seneste ti år.

Men foreløbigt er det altså sportschef Michael Hemmingsen, der er blevet bedt om at agere træner i de sidste kampe. Med det umiddelbart primære mål at undgå nedrykning.

Søndagens kamp var en god start, men spillerne tager ikke flere sejre for givet.

- Det er et spørgsmål om at beholde den energi, så det ikke bare er en enlig svale. For som man tydeligt kunne se: Så længe energien og poweren er der, skal spillet også nok komme. Og så skal vi nok komme til de muligheder og chancer, der gør, at vi kan vinde, siger Mads Frøjær.

Oversigt

    Oversigt