Mindesmærke for 9. april indviet: - Vi må ikke tage det for givet

Forsvarsminister Trine Bramsen indviede fredag et nyt vartegn for Hjemmeværnet på Fyn. Fredag var det 81 år siden, at Danmark blev besat af tyskerne.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) markerede fredag årsdagen for Danmarks besættelse 9. april 1940.

Markeringen skete ved at afsløre en træskulptur ved Hjemmeværnsdistrikt Fyn på Vibelundvej i Odensebydelen Højstrup.

Det var samtidig en markering af, at det var i Odense, at 250 frihedskæmpere i juni efter befrielsen i 1945 mødtes og oprettede Hjemmeværnet som en frivillig organisation ud fra devisen: "Aldrig mere en 9. april!".

- Selv om vi lever i gode og trygge Danmark og står op om morgenen og tænker, at vi lever i et trygt samfund, så må vi ikke tage det for givet.

- Det kan gå rigtig stærkt, og det var jo det, som vi så 9. april, sagde Trine Bramsen til TV 2 Fyn.

Hun tilføjede, at skulpturen markerer, at tryghed og sikkerhed således ikke er noget, vi kan tage for givet.

- Det er noget, som mænd og kvinder i generationer har kæmpet for at sikre her i Danmark, og som mænd og kvinder fortsat kæmper for at sikre. Det gælder ikke mindst Hjemmeværnet.

Skulptur skal gerne inspirere

Hun håber, at skulpturen vil få folk til at tænke på, at der er generationer før os, der har kæmpet for, at Danmark kan være lige præcis det Danmark, som vi holder så meget af.

- Der er tusindvis af frivillige hjemmeværnsfolk, der hver eneste dag er på vagt og er klar til at stille op, hvis der skulle komme trusler udefra, sagde forsvarsministeren.

Samtidig håber hun, at skulpturen vil være en inspiration for nye og kommende generationer, så de også bliver en del af det vigtige arbejde, som Hjemmeværnet står for.

Skulpturen er udskåret af egetræ fra Søndersø og forestiller en hjemmeværnsmand. Den er lavet af den fynske kunstner Allan Bo Jensen og er altså det nye vartegn for Hjemmeværnsdistrikt Fyn.

Skulpturen er placeret på pladsen foran hovedbygningen, hvor også flagstangen med Dannebrog står.

Oversigt

    Oversigt