Surt for os: Sex var sjovere i Middelalderen

For 800 år siden var der gang i løjerne under halmdynerne. Middelaldermennesket havde masser af god sex, fortæller ny bog af historiker Kaare Johannessen. Den dårlige nyhed: Det er gået ned ad bakke siden.

Øv. Ganske vist har udviklingen siden Middelalderen ført mange gode ting med sig såsom strøm, lys, penicillin og fjernvarme.

Men den indre varme, den der kan udvikle sig mellem to mennesker uden ret meget tøj på, har fået trange kår. Faktisk var det meget sjovere at dyrke sex  i gamle dage, hvor der ikke gik snak og gruppearbejde i den.

quote I det øjeblik sex begynder at blive morsomt, falder hammeren. Det må man ikke.

Kaare Johannessen, forfatter og historiker.

Det fortæller historiker Kaare Johannessen i den splinternye bog "Lyst og lidenskab i Middelalderen."

Ved at  granske blandt andet gamle kirkeskrifter har forfatteren belyst et ellers stort set ubeskrevet emne i Danmark: Seksuel adfærd både herhjemme og i Europa i år 1000-1500. Resultatet er ganske nedslående. Rent seksuelt har vi nemlig afviklet os i stedet for at udvikle os. 

Kirke og sex

I Middelalderen hørte seksualitet og kirke tæt sammen. Men der var ikke tale om et kærligt forhold mellem de to.

For sex skulle udelukkende bruges til at føre slægten videre og ikke til skæg og ballade. Sex uden for ægteskabet var decideret lovbrud lige som nydelsesdelen i ægteskabelig sex skulle holdes på et minimum.

Alt  andet end den klassiske missionærstilling kunne også medføre strenge straffe. Det måtte for Guds skyld ikke være sjovt.

Og det var helt bogstaveligt ment. For hvis man blev for optaget af at nyde sex, kunne man jo ikke tjene Gud samtidig. 

- I det øjeblik, det begynder at blive morsomt, falder hammeren. Det må man ikke. Men at man ikke må, er jo ikke ensbetydende med, at man ikke gør det, siger Kaare Johannessen, historiker og forfatter. 

quote I dag taler vi utroligt meget om sex. Det er blevet et problem. I Middelalderen snakkede man ikke så meget om det, men efter alt at dømme gjorde man det mere

Kaare Johannessen, forfatter og historiker

Hårde straffe for at dyrke sex

Netop på grund af den daværende kirkes forhold til seksualitet er det i dag muligt at få et indblik i Middelalderens holdning til sex.

Kirken havde en hel genre af bøger kaldet pønitentialer, som var en slags facitliste over, hvilke seksuelle udskejelser der medførte hvilke straffe. 

Det pudsige er, at dette sindrige straffesystem var udregnet af munke og nonner og deres fantasier om, hvad befolkningen havde gang i seksuelt, oversteg langt virkeligheden.

Derfor kan man læse om nogle vældigt kreative seksuelle udfoldelser, som dog næppe har fundet sted.

- Nogen gange kørte de fuldstændigt ud ad en tangent og begyndte at udtænke straffe over en adfærd, som ingen nogensinde havde forestillet sig at kaste sig over, siger Kaare Johannesen. 

Intet nyt under solen

Det mest overraskende for forfatteren har været, at der er sket så lidt på de 800 år. Alt, hvad vi finder på i dag rent seksuelt, har de allerede krydset af i middelalderen. 

- Vi går rundt og tror,  at vi er  på forkant og rummer, at naboen går i swingerklub, men der er intet nyt under solen. Det foregik bare under radaren dengang, siger Kaare Johannesen. 

Lad være med at tale så meget om sex

Lad være med at tale det ihjel. Sådan ville det gode råd måske lyde fra Middelalderens sex-eksperter. 

Det ser nemlig ud til, at det var sjovere at dyrke sex dengang end nu. 

- I dag taler vi utroligt meget om sex. Det er blevet meget problematisk for mange, og vi læser selvhjælpsbøger og går i terapi. I Middelalderen snakkede man ikke så meget om det, men efter alt at dømme, gjorde man det mere, siger Kaare Johannesen.  

Som sagt: Øv. 

Bogen "Lyst og lidenskab i Middelalderen" af Kaare Johannessen udkommer 9. april.

Oversigt

    Oversigt