Socialt udsatte: Hver femte føler sig truet af bander

Onsdag eftermiddag holder Odense Kommune, Fyns Politi og flere interesseorganisationer møde om udsattes oplevelser med trusler fra bander.

I en undersøgelse blandt 92 udsatte borgere svarer hver femte, at de føler sig truet af bander og kriminelle.

Den stigende utryghed blandt udsatte bekymrer beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF), og derfor har han indkaldt til et møde. Han ønsker at få så mange informationer og løsningsforslag på bordet som muligt.

- Livet som udsat og som stofmisbruger er benhårdt. Derfor skal vi som samfund hjælpe så godt, vi overhovedet kan, siger han.

De kriminelle presser og udnytter de udsatte, og flere beskriver i undersøgelsen, hvordan de har svært ved at færdes de steder, de plejer.

Behov for ny lovgivning

For at kommunen bedre kan hjælpe de udsatte, er der behov for en ny lovgivning. 

- Vi mangler bedre muligheder for at hjælpe udsatte, der er truede af banderne. Derfor skal vi have en national exitpakke for ofre og vidner, forklarer Brian Dybro.

Som lovgivningen er nu, kan kommunen ikke hjælpe en borger, der ønsker at komme væk fra banderne til en ny bolig i en anden kommune.

Hans forslag om et nationalt exitprogram skal sikre, at de udsatte kan få hjælp til at flytte i egen bolig i en anden by, samtidig med at de modtager den rette hjælp til misbrugsbehandling.

Roden på problemet

Udover exitprogrammet mener rådmanden dog også, at man skal tage fat i roden på problemet.

- Vi skal simpelthen hjælpe flere ud af misbrug og hjemløshed. For så længe du er misbruger, og så længe du lever på gaden, så er du sårbar overfor de her kriminelle gribbe, påpeger han.

Leder af Kirkens Korshær i Odense Kaj Skjølstrup deltager også i dagens møde. Han er enig i, at man skal begynde ved roden.

- Jeg ser exitprogrammet som en god mulighed, men jeg tror ikke, at mange vil benytte det. Jeg hælder mere til hurtigere misbrugsbehandling, for på den måde at fjerne grundlaget for bandekriminalitetet blandt de udsatte, forklarer han.

De forskellige holdninger og forslag, der i eftermiddag debateres, skal hjælpe med at få endnu bedre løsninger på bordet.

Odense Kommune arbejder blandt andre tæt sammen med Fyns Politi og den frivillige forening Projekt Husvild om at stoppe bandekriminaliteten i kommunen.

Oversigt

    Oversigt